Guide: Se de mange store musikalske oplevelser under åben himmel på Copenhagen Jazz Festival 2023
Copenhagen Jazz Festival er altid lig med masser af musik under åben himmel, og i år er selvfølgelig ingen undtagelse. Her kan publikum se frem til både danske og internationale topnavne på scenerne ved Jazz by the Sea på Islands Brygge og i Kongens Have, men også små oaser med spændende, spraglede musikprogrammer. Her finder du en guide til alt det bedste, du kan opleve udenfor i sommervarmen under årets festival
Kongens Have / 30. juni – 2. juli
Copenhagen Jazz Festival er tilbage på ‘Jazzplænen’ i Kongens Have med tre dages program d. 30. juni til 2. juli, der omfavner både tradition og fornyelse – og samler københavnerne på tværs af generationer. Den officielle åbning byder på Marilyn Mazurs Shamania og efterfølgende koncert med det fremadstormende, dansk-kurdiske band AySay. Publikum kan desuden glæde sig til to koncert med Odense Jazz Orchestra i selskab med henholdsvis Frederik Lundin og Jeppe Gram, Niels Jørgen Steen og hans loyale Big Band samt Christina von Bülow Kvintet. Koncerterne er gratis.
30/6, kl. 15:00 – Marilyn Mazur’s Shamania
30/6, kl. 17:00 – AySay
1/7, kl. 14:00 – Jeppe Gram & Odense Jazz Orchestra – “Ghost Of A City”
1/7, kl. 16:00 – Fredrik Lundin & Odense Jazz Orchestra – “It Takes All Kinds To Make A World”
2/7, kl. 14:00 – Niels Jørgen Steen Big Band
2/7, kl. 16:00 – Christina von Bülow Kvintet “A Tribute to Horace Parlan”
Internationalt udsyn på Jazz by the Sea
Den populære scene Jazz by the Sea ved Kulturhuset Islands Brygge byder i år på ti aftener med et stærkt internationalt program med især det bedste inden for ny amerikansk jazz ved havnefronten. Af højdepunkter kan blandt andet nævnes åbningskoncerten med den unge stjernesaxofonist Immanuel Wilkins, den udsolgte koncert med ethiojazzens fader Mulatu Astatke, guitarlegenden Bill Frisell (obs. “få billetter”), den fantastiske gambiske sangerinde og kora-spiller Sona Jobarteh (OBS. AFLYST) og et af tidens mest omtalte jazznavne, den amerikanske altsaxofonist Lakecia Benjamin.
30/6 – 9/7, kl. 20:00 – se programmet
Ny dansk jazz i Byhaven Pumpehuset
Copenhagen Jazz Festival og Pumpehuset slår dørene op til en vildtvoksende musikalsk oase i Byhaven midt i storbyjunglen. Oplev en række unge bands og solister i krydsfeltet mellem jazz/impro, elektronisk og eksperimenterende samtidsmusik – i skyggen af Byhavens store kastanjetræ. Højdepunkter tæller blandt andet åbningskoncerten med det pladeaktuelle talent Mija Milovic og den upcoming jazzguitarist Teis Semey med kvintet, den anmelderroste kraut/jazzgruppe Nausia, det uimodståelige pan-skandinaviske syv-personers-band Superspreder og Brass Riot fra Berlin, som ruller ind med protest-freejazz og vred blæs.
30/ – 9/7, kl. 17:00 + 19:00 – se programmet
Vingesus på AUTOPOUL i Nordvest
Copenhagen Jazz Festival og Dansk Flygtningehjælp Ungdom præsenterer to spektakulære dage ved AUTOPOUL i Nordvest. Programmet er spækket med DJs, koncerter, talks, udstillinger, workshops og meget mere. Der er fri entré begge dage, og musikdelen byder blandt andet på den imponerende oud-ekvilibrist Bilal Irshid med trio, det fantastiske syriske Yamm Ensemble, som har turneret i Europa med Damon Albarn og Brian Eno, impro-sessions med Nebula og Dose Sampu og koncerter med de lokale helte Tuhafog ALAWARI.
7/7 – 8/7, kl. 13:00 – 21:30 – se programmet
For både børn og voksne i Lindevangsparken
Udendørsscenen i Lindevangsparken på Frederiksberg præsenterer som vanligt et sprudlende Jazz For Kids-program af prisvindende børnejazz-bands, som kan opleves de fleste formiddage under festivalen. Derudover er der eftermiddagskoncerter med Smoker’s Lounge (Jens Haack, Mikkel Nordsø, Ben Besiakov m.fl.), Lis Wessberg “Yellow Map” (Steen Rasmussen, Lennart Ginman, Jeppe Gram), Emil Savery Trio, Cornelia Nilsson ‘ACE’ med Anders “AC” Christensen og Erik Kimestad, samt Kasper Tranberg “Nobody’s Heart” (Nils “Bosse” Davidsen, Frands Rifbjerg).
4/7 – 8/7, kl. 10:00 + 11:30 + 15:00 – se programmet
Unge talenter i HUSETs Gårdhave
Gårdhaven ligger i den lille, hyggelige gård bag HUSET (tidl. Huset i Magstræde) og vil under jazzfestivalen have fokus på unge jazztalenter. Programmet på Gårdhaven går således hånd i hånd med HUSETs øvrige virke, da stedet er blandt spydspidserne i udviklingen af vækstlaget i københavnsk musikliv – tre koncerter hver dag med nye og alternative jazznavne.
30/6 – 8/7, kl. 15:30 + 17:00 + 18:30 – se programmet
Traditionelle toner ved Nyhavns Mindeanker
I jazzfestivalsammenhæng er Nyhavn en klassisk festivalperle med fokus på New Orleans-musik, swing, blues, dixieland og traditionel jazz – men også på kvalitet og fornyelse. Nyhavns restauranter og barer har budt publikum på god dansk jazz siden 40’erne, og hver sommer under festivalen er der gratis jazz ved Mindeankeret.
30/6 – 9/7, kl. 16:00 + kl. 19:00 – se programmet
Roots og jazz på Balders Plads
Den hyggelige Balders Plads på Nørrebro lægger traditionen tro scene til et væld af gratis udendørskoncerter under Copenhagen Jazz Festival. Med et spraglet program af jazz, folk, roots, funk, New Orleans-musik og alt det midt imellem, præsenteret af Roots & Jazz, kan man se frem til at opleve OTOOTO, Eliel Lazo, Mames Babegenush og mange flere.
30/6 – 9/7, kl. 14:00 + 15:00 + 17:30 – se programmet
Opgraderet dansk program på Enghave Plads
Ud over at servere kolde øl og naturvin i hyggelige rammer med dejlig, uformel stemning, præsenterer Enghave Plads 9 også et mægtigt program af udendørskoncerter under Copenhagen Jazz Festival. Glæd dig blandt andet til en orgelfest med Kresten Osgood Orgel Funk, vesterbroske Rumpistol, der optræder som fire personers ensemble og Nikolaj Hess NYC Quartet featuring Francois Moutin & Marc Mommaas.
30/6 – 8/7, kl. 18:00 – se programmet
Festivalklassikere ved Viften
Kulturhuset Viften i Rødovre har siden 1989 leveret store og små kulturoplevelser til publikum, og det fortsætter under sommerens jazzfestival. Her præsenterer spillestedet både internationale gæster samt gratis udendørs jazz med fire daglige koncerter den 1. og 2. juli med danske navne som Mathias Heise, Jesper Thilo, Daimi m.fl. på Rødovre Rådhusplads, mellem det Arne Jakobsen-tegnede rådhus og biblioteket.
1/7 – 2/7, kl. 10:30 – 22:00 – se programmet
Stort program i lækre rammer på Halmtorvet
Traditionen tro danner den hyggelige gårdhave på Halvmtovet rammen om ti dage med jazz, håndmadder og skummende koldt øl. I år har programmet fået en gedigen overhaling med flere daglige koncerter. Publikum kan se frem til et bredt udvalg af kendte primært danske ansigter som Sinne Eeg, Bobo Moreno, Jesper Thilo, Niclas Knudsen og mange flere, hvor der også er blevet plads til et par internationale kunstnere.
30/6 – 9/7, kl. 13:00 – 22:00 – se programmet
Husk også at tjekke udendørskoncerterne ved Frederiksberg Hovedbibliotek, Musikhuset København, Den Sorte Diamant, Metronomen i Aksel Møllers Have og mange flere.
Copenhagen Jazz Festival 2023 åbnes den 30. juni og fortsætter frem til 9. juli på flere end 100 spillesteder i hele byen. Tak til Nordea-fonden, Statens Kunstfond, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.