Oplev ethiojazz-legenden Mulatu Astatke og kora-pionér Sona Jobarteh til Jazz by the Sea


Gambiansk-britiske Sona Jobartehs virtuose kora-spil og Mulatu Astatkes højtelskede ethio-jazz er de to nye tilføjelser til Jazz by the Sea ved Kulturhuset Islands Brygge under Copenhagen Jazz Festival 2023

Ethio-jazzens ophavsmand Mulatu Astatke vender tilbage til Danmark for første gang siden 2018. Med sig har den stilskabende vibrafonist et topband af britiske jazz- og impro-musikere, der sikrer den helt rigtige ramme, når Astatke indtager Jazz by the Sea den 5. juli.

Den etiopiske vibrafonist og komponist Mulatu Astatke er en uomgængelig, musikhistorisk skikkelse. I 1960’erne studerede han musik i London, New York og Boston – den første afrikanske studerende på berømte Berklee College of Music – og udgav sine latin-inspirerede debutplader. Årtiet efter blev hjemlandet introduceret for Astatkes selvopfundne fusionsgenre, ethio-jazz, der hurtigt indlemmede den amerikanske vibrafon og den cubanske conga-tromme i etiopisk populærmusik. I 1973 rejste han Etiopien tyndt med Duke Ellington på en skelsættende turné, der understregede hans rolle som bindeled mellem de to kontinenter.

Mulatu Astatke var i mange år væk fra den levende musik, men vendte i slutningen af 00’erne tilbage som udøvende musiker med blandt andre London-gruppen The Heliocentrics. De sidste 10 år har han rejst verden rundt med en skiftende, håndplukket besætning af britiske topjazzere, og det gælder i den grad også til sommer, hvor han har allieret sig med blandt andre pianist Alexander Hawkins, bassist John Edwards m.fl. Copenhagen Jazz Festival er stolt af at kunne præsentere Mulatu Astatke, der nu i en alder af 79 år ikke blot er særdeles herligt selskab, men stadig står som én af de vigtigste kunstnere i den globalt orienterede musikhistorie.

Mulatu Astatke (ET)
Onsdag d. 5. juli, kl. 20:00 – Jazz by the Sea / Kulturhuset Islands Brygge
Læs mere / Køb billet

Den anmelderroste sanger og multiinstrumentalist Sona Jobarteh er Gambias første professionelle kvindelige kora-spiller og et unikt skud på stammen i den særlige griot-tradition af musikalske historiefortællere. Oplev den virtuose normbryder med sit band på Jazz by the Sea 2023.

★★★★★ – Songlines (Best Album 2022): “Glorious kora playing”
★★★★★ – Morning Star (live-anmeldelse): “One of the most exciting kora players around”

Sona Jobarteh blev født ind i en tradition, der foreløbig har varet mindst 700 år. Selvom hun i 1983 kom til verden i London, var det som barnebarn af den gambianske griot Amadu Bansang Jobarteh, hvis far oprindeligt migrerede fra Mali til Gambia. En griot kan groft sammenlignes med den nordiske skjald – en spillende, digtende og syngende fortæller, der holder live i en mundtlig historie. I modsætning til skjalden har en griot som regel en ledende og mæglerlignende funktion i lokalsamfundet.

Det særlige strengeinstrument kora er det klassiske vartegn for grioter i en århundredlang Vestafrikansk tradition, hvor far lærer søn at spille, mens mor lærer datter at synge. Men Sona Jobarteh er ikke klassisk eller bundet af sit ophavs traditionelle kønsmønstre – hendes første læremester som treårig var broderen, og året efter optrådte hun første gang. Senere blev det faderen, Sanjally Jobarteh, der stod for oplæringen på det enestående instrument. Siden er det blevet til en række samarbejder med kunstnere som Oumou Sangaré, Toumani Diabaté, Cleveland Watkins og Damon Albarn, en lille håndfuld soundtracks samt foreløbig tre album i eget navn.

Sona Jobartehs seneste, længe ventede album, Badinyaa Kuomo, udkom i 2022 til store anmelderroser. Som i det meste af hendes kunst forsøger Jobarteh med Badinyaa Kuomo ikke at blande sit afrikanske ophav ind i genrer som pop, jazz og hiphop. Tværtimod er projektet at forsøge at forny den traditionelle musik fra både Vest- og Østafrika i et moderne udtryk for et globalt publikum. Copenhagen Jazz Festival er stolt af at kunne præsentere en ægte pionér, der udfordrer både musikalske og sociale konventioner i de flotte rammer ved den populære udendørsscene Jazz by the Sea på Islands Brygge.

Sona Jobarteh (GM/UK)
Søndag d. 2. juli, kl. 20:00 – Jazz by the Sea / Kulturhuset Islands Brygge
Læs mere / Køb billet / Hør nummeret Fondinkeeya fra albummet “Badinyaa Kumoo” (2022)

Copenhagen Jazz Festival 2023 finder sted fra 30. juni til 9. juli. Programmet offentliggøres løbende her på Jazz.dk. Tak til Nordea-fonden, Statens Kunstfond, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.