Stor aktivistisk jazzstemme Somi og anmelderrost stjerneskud Immanuel Wilkins fuldender programmet på årets Jazz by the Sea


Den amerikansk-fødte jazzsangerinde Somi med rødder i Rwanda og Uganda samt det spirende og storhyldede jazzhåb Immanuel Wilkins er de sidste navne på årets Jazz by the Sea ved Kulturhuset Islands Brygge under Copenhagen Jazz Festival 2023

“African grooves, supple jazz singing and compassionate social consciousness; She is both serious and seductive.” – The New York Times

Somi er en af de nye store musikalske åbenbaringer i amerikansk vokaljazz – takket være sit anmelderroste, aktivistiske Miriam Makeba-projekt, der hylder den sydafrikanske sangerinde og ikon i kampen mod apartheid. Oplev Somi for første gang på Copenhagen Jazz Festival til Jazz by the Sea den 5. juli.

Amerikansk-fødte Somi kom til verden i delstaten Illinois med immigrantforældre fra Rwanda og Uganda. Med den store sydafrikanske trompetist og komponist Hugh Masekela som mentor er det lykkes Somi at træde sin helt egen sti som kunstner og aktivist. I 2021 blev hun den første afrikanske kvinde nogensinde til at opnå en nominering i en jazz-kategori ved den amerikanske Grammy.

New York Times har kaldt hende “a performer in full command of her instrument and powers”, mens amerikanske NPR beskriver hende som “an elegant amalgam of the musics she loves and the bi-continental experiences that have shaped her life”. Rammende ord for en kunstner, der har fundet sit virkningsfulde udtryk i og sin musikalske identitet i en konstant balancegang mellem to grundpiller – Afrika og USA.

Somis seneste album “Zenzile: The Reimagination of Miriam Makeba” (2021) er en stjernespækket og dybt personlig hyldest til kunstner og aktivist Miriam Makeba AKA Mama Africa, der blev et verdensnavn under sine 31 år i politisk eksil under Sydafrikas apartheid.

Allerede året forinden fejrede Somi sin måske hidtil største triumf med det halvspontane, selvudgivne album “Holy Room” (2020). Albummet dokumenterede en aften i Frankfurts Alte Oper med Somi flankeret af Frankfurt Radio Big Band, guitaristen Hervé Samb og pianist Toru Dodo. “Holy Room” skaffede Somi hendes historiske Grammy-nominering i kategorien Best Jazz Vocal Album.

Somi
Torsdag d. 6. juli, kl. 20:00 – Jazz by the Sea / Kulturhuset Islands Brygge
Læs mere / Køb billet

“The 7th Hand” (…) confirms the quartet’s commanding status on the scene.” – New York Times Critic’s Pick

Den 25-årige amerikanske saxofonist Immanuel Wilkins er en af de mest uundgåelige nye jazzstjerner på den moderne jazzscene. Hans debut udkom i 2020 på ikoniske Blue Note, og nu står han klar til at fejre flere triumfer – ikke mindst med sin første koncert på Copenhagen Jazz Festival til åbningsaftenen på Jazz by the Sea den 30. juni.

Da Immanuel Wilkins udgav sit debutalbum “Omega” på selveste Blue Note i 2020, blev han og udgivelsen mødt med enighed fra et samlet anmelderkorps – her var en spirende stjerne. New York Times gav “Omega” æren af at være “Best Jazz Album”, mens Pitchfork beskrev pladen som et robust fundament, der vidnede om stort potentiale.

På flere måder minder Wilkins – og modtagelsen af ham – om den raketfart, hans landsmand og instrumentfælle Kamasi Washington fik nogle år forinden. Som Washington tilstræber Immanuel Wilkins et “storslået” og historiefortællende udtryk, men Philadelphia-fødte Wilkins er dog alligevel sin helt egen.

I 2022 udkom album nummer to på Blue Note, “The 7th Hand”, der var et af de mest omtale jazzudgivelser sidste år og som også strøg ind på årslisterne hos New York Times, Jazztimes og NPR. Som på debuten har Wilkins her allieret sig med pianist Micah Thomas, bassist Matt Brewer og trommeslager Kweku Sumbry. Pladen nærmer sig det traditionelle konceptalbum med en overordnet, ordløs fortælling, der både hylder sorthed og sætter religion i centrum. Det er blues- og gospel-påvirket jazz, der veksler mellem store armbevægelser og nære, intime øjeblikke.

Der er ingen tvivl om, at jazzverdenen kommer til at se meget mere til Immanuel Wilkins de kommende år. For nuværende kan publikum på Copenhagen Jazz Festival 2023 glæde sig til at opleve ham og holdet fra de to Blue Note-plader på udendørsscenen Jazz by the Sea, som han åbner fredag den 30. juni.

Immanuel Wilkins (US)
Fredag d. 30. juni, kl. 20:00 – Jazz by the Sea / Kulturhuset Islands Brygge
Læs mere / Køb billet

Copenhagen Jazz Festival 2023 finder sted fra 30. juni til 9. juli. Programmet offentliggøres løbende her på Jazz.dk. Tak til Nordea-fonden, Statens Kunstfond, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.