Lakecia Benjamin, Bill Frisell og Mark Guiliana offentliggjort til Copenhagen Jazz Festival 2023
Fatoumata Diawara, Gregory Porter og Pat Metheny er allerede at finde blandt den kommende festivals hovednavne i DR Koncerthuset. Nu er Copenhagen Jazz Festival 2023 klar til at byde endnu tre internationale topnavne velkomne på sommerens program
Lakecia Benjamin (US)
Den amerikanske saxofonist og komponist Lakecia Benjamin blev i 2020 udnævnt til “Rising star Alto Saxophonist” af det amerikanske musikmagasin Downbeats egen Critics Poll. Samme år fik hun titlen “Up and Coming Artist of the Year” af Jazz Journalists Association. Benjamin er på alle måder en temmeligt ombejlet kunstner, der med sin indtagende sceneoptræden og musikalske virtuositet har tiltrukket både publikum og en stjernespækket række af medmusikanter som Stevie Wonder, The Roots, Missy Elliott, Christian Mcbride, Gregory Porter, Alicia Keys og mange flere. Til sommer kan festivalpublikummet glæde sig til hendes første besøg i Danmark.
Tirsdag d. 4. juli, kl. 20:00 – Jazz by the Sea / Kulturhuset Islands Brygge, Kbh S
Læs mere / Køb billet
Mark Guiliana (US)
Den Grammy-nominerede amerikanske komponist og Bowie-trommeslager Mark Guiliana er kendt for sine genrebrydende samarbejder med så forskelligartede kunstnere som Brad Mehldau, Pearl Jam og Matisyahu. Til sommer er han tilbage på Copenhagen Jazz Festival med sit seneste anmelderroste album, “the sound of listening”, der viser en ny retning for den musikalske ener. Her er han flankeret af to af newyorker-scenens esser, Jason Rigby på saxofon og Chris Morrissey på bas. Ved klaveret sidder det israelske supertalent Shai Maestro (Shai Maestro Trio, Avishai Cohen). Samme hold er med, når Mark Guiliana indtager de smukke rammer ved udendørsscenen Jazz by the Sea på Islands Brygge.
Fredag d. 7. juli, kl. 20:00 – Jazz by the Sea / Kulturhuset Islands Brygge, Kbh S
Læs mere / Køb billet
Bill Frisell FOUR (US)
Guitarist og komponist Bill Frisell er en legende i amerikansk musik – en lydmager, der spænder over både jazz, americana, folk, originalkompositioner og fortolkninger af “the great American songbook”. På Copenhagen Jazz Festival 2023 vender han tilbage til det danske publikum med nyt, anmelderrost album, “Four”, på ikoniske Blue Note. Med sig har han sine medspillere fra albummet – et decideret superband, der består af den gamle ven, saxofonist Greg Tardy (Elvin Jones, Brad Mehldau, Chris Potter) samt den seks-dobbelt Grammy-nominerede pianist Gerald Clayton (Charles Loyd, John Scofield, Ambrose Akinmusire) og trommeslager Jonathan Blake (Linda Oh, Dr. Lonnie Smith, Scott Colley).
Lørdag d. 8. juli, kl. 20:00 – Jazz by the Sea / Kulturhuset Islands Brygge, Kbh S
Læs mere / Køb billet – FÅ BILLETTER
OBS. Dørene åbner allerede kl. 18 til alle Jazz by the Sea under Copenhagen Jazz Festival 2023. Bryggens Spisehus tilbyder køb af grillbuffet til 175 DKK i forsalg.
Copenhagen Jazz Festival 2023 finder sted fra 30. juni til 9. juli. Programmet offentliggøres løbende her på Jazz.dk. Tak til Nordea-fonden, Statens Kunstfond, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.