Vingesus i Nordvest: To dage med gratis musik og talks sætter spot på flugterfaringer i nyt samarbejde


For første gang inviterer Copenhagen Jazz Festival, DFUNK – Dansk Flygtningehjælp Ungdom og DRC Dansk Flygtningehjælp til Vingesus i Nordvest ved AUTOPOUL på Hejrevej 31 den 7.-8. juli. Vær med til to gratis dage, hvor du kan opleve DJs, koncerter, talks, udstillinger, smagsprøver og danse-workshops

“Vi er stolte over at kunne stå sammen på tværs af organisationer og lokale kræfter om at sætte spot på vigtige dagsordener om flugterfaringer, rettigheder, drømme og fremtid i Danmark. Vi håber, at rigtig mange vil deltage og glæder os til et musikprogram, som tager os med på en rejse på tværs af lande og lyde, hvor vi vil mærke både musikken og fortællingernes vingesus”, fortæller Kenneth Flex, direktør i DRC Dansk Flygtningehjælp Integration.

På hjørnet af Hejrevej i Nordvest ligger Dansk Flygtningehjælps Frivillighus og DFUNK’s hovedkontor med AUTOPOUL, Ungdommens Røde Kors og danseskolen Happy Feet som naboer. I løbet af de to dage kan publikum opleve et musikprogram arrangeret af Copenhagen Jazz Festival og blive klogere på DRCs, DFUNKs og URKs arbejde gennem talks, digte, film, lyttebiograf, udstillinger og et Frivillighjørne.

Dagene byder på spændende talks med blandt andre Babak Vakili, Eliyah Mesayer, Manila Ghafuri, Nagieb Khaja og unge meningsdannere fra DFUNK, som sætter fokus på drømme, hjem, forandringer, rettigheder og solidaritet. Det musikalske spor er arrangeret i samarbejde med Copenhagen Jazz Festival og består af traditionel musik fra Syrien og Palæstina med et nordisk twist, to udforskende impro-sessioner med kollektiverne Nebula og Dose Sampu med deltagelse af blandt andet Ying-Hsueh Chen, Varnrable og John Vincent. Der er også blevet plads til danske storroste, fremadstormende bands i form af Tuhaf og ALAWARI samt DJs med musikalsk udsyn fra Mokomizik Records og Palmspree.

Talks og musik bliver bundet sammen i en snak, hvor de to musikere Bilal Irshed og Dana Alshihaby fortæller om brugen af musik som drivkraft for nye udtryk. Der vil være danse-workshops med dygtige undervisere arrangeret af lokale Happy Feet. AUTOPOUL sørger for kølige forfriskninger i baren, og du er velkommen til at medbringe din egen mad eller bruge et af de gode lokale spisesteder i Nordvest.

Vingesus i Nordvest:

Fredag den 7. juli
fra kl.13:00 – Resident DJ: Mokomizik (Elise Laker & Hvar Firouzeh)
Kl.14:00 – Talk med Lida Afghan, Manilla Ghafuri, Nagieb Khaja og Zuhal Khosrawi
Kl.15:00 – Bilal Irshed Trio
Kl.16:45 – Talk med Bilal Irshed, Dana Alshihaby, Salah Zada & Yara Hussein
Kl.17:30 – Danse workshop med Marie Kaae
Kl.18:30 – Nebula improv session feat. Dana Alshihaby, Rezwan Taha, Varnrable, Peter Buch & Ying-Hsueh Chen
Kl.20:30 – TUHAF

Lørdag den 8. juli
fra kl.13:00: Resident DJ: Palmspree (Anthon Stacks)
Kl.14:00 – Talk med Ahmad Shukri, Babak Vakili, Eliyah Mesayer og Rolin Ali
Kl.15:00 – Yamm Ensemble (SY/DK) – fka Syrian Expat Ensemble)
Kl.16:45 – Lyttebiograf og digtoplæsninger med Ashkan, Kima Mohammad, Ola Ajek og Saeed Davoodi fra DFUNK og Ungdommens Røde Kors
Kl.17:30 – Danse-workshop med Ayub Ali Abdulkadir
Kl.18:30 – Dose Sampu improv session hosted af John Vincent feat. Viggo Bandholm, Albert Von Bülow, Samantha Mercano & Mikael Hegelund
Kl.20:30 – ALAWARI

Begge dage har fri entré. Der skal lyde en stor tak til Augustinus Fonden og Nordea-fonden for støtten til at muliggøre Vingesus i Nordvest.

Copenhagen Jazz Festival 2023 åbnes den 30. juni og fortsætter frem til 9. juli på flere end 100 spillesteder i hele byen. Tak til Nordea-fonden, Statens Kunstfond, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.