Dansk Jazz 100 År
I hele 2026 markeres det, at jazzen har været i Danmark i 100 år. Fra de første swingrytmer i 1920’erne til guldalderjazzen, 60’ernes eksplosive udvikling og nutidens eksperimenterende lydbilleder, har dansk jazz altid været kendetegnet ved nysgerrighed, åbenhed og internationalt udsyn. Jubilæumsåret hylder både pionérerne og den nye generation af musikere, der skaber fremtidens jazz – forankret i traditionen, men rettet mod det næste kapitel. I løbet af året kan publikum over hele landet se frem til flere end 100 begivenheder, der tilsammen fortæller historien om dansk jazz gennem musik, billeder, stemmer og fællesskaber. Programmet byder på alt fra store festivaler til intime klubkoncerter spredt over hele landet og alt fra gamle genopdagede skatte til helt nye værker, der udfordrer og udvider jazzens rammer – også under dette års udgave af Vinterjazz.