Filmen “Hugo På Bas” får premiere op til Copenhagen Jazz Festival


“Hugo På Bas” er en dokumentarfilm af Rasmus Dinesen. Det er en original, poetisk og personlig film om en af vor tids største danske jazzikoner, Hugo Rasmussen. I sin over 50 år lange karriere nåede han at indspille over 1000 plader, og han har optrådt med mange af de største jazzmusikere som Ben Webster, Dexter Gordon og ikke mindst Cornelis Vreejswik. I eksklusive optagelser følger vi de sidste to år af Hugos liv og frem til sin død i august 2015.

Vi oplever hans evindelige charme og store livsglæde, som end ikke lægernes dødsdom kan holde nede. Vi ser ham slå sig løs på scenen for sidste gang, og vi mærker hans inspirerende væsen smitte af på unge og gamle musikere omkring ham. Men vi ser også en ældre mand, som er parat til at dø. Dette er et vemodigt, livsbekræftende og smukt portræt af en legende, der takker af.

Filmen er instrueret af Rasmus Dinesen og produceret af Pernille Munk Skydsgaard for 41shadows Aps. Der er gallapremiere på filmen den 29. juni – og der er daglige visninger af “Hugo På Bas” under Copenhagen Jazz Festival 2016 i Grand Teatret og Øst for Paradise. Filmen vil bl.a. også blive vist i Vester Vov Vov, Bibliografen, Repriseteatret, Frysehuset, Biffen og Café Bio.

Spilletid: 50 min. / Medvirkende musikere: Hugo Rasmussen, Jakob Dinesen, Mads Hyhne, Kasper Tranberg, Per Møllehøj, Kresten Osgood, Karsten Christensen, Jacob Christoffersen, Heine Hansen, R J Miller, Michael Finding m.fl.

 

Hugo For Altid

Copenhagen Jazz Festival 2016 har dedikeret hele første lørdag den 2. juli til en af Danmark mest folkekære bassister, legenden Hugo Rasmussen. Denne eftermiddag vil Hugos nære musikalske venner ære og hylde ham på en af de mange scener, han har betrådt igennem et langt og rigt musikerliv.

Læs mere her.

Lørdag den 2. juli i Kongens Have / Fri entré.
14.00: Allstarz feat. Heine Hansen, Daniel Franck, Frands Rifbjerg, Mads Hyhne & Jakob Dinesen
15.00: Kjeld Frandsen – tale til Hugo
15.15: Bas til Hugo (Nils Bo Davidsen, Lennart Ginman, Nicolai Munch-Hansen, Felix Moseholm)
15.30: TS Høeg – digt til Hugo
15.45:: Dino with Strings
16.30-??.??: Jam med Hugos venner v. Johannes Wamberg Trio