Modtager af Palæ Bars Jazzpris 2016 er Anders Gaardmand


Den traditionsrige Palæ Bar Pris går i år til tenorsaxofonisten Anders Gaardmand, der i en årrække har markeret sig i dansk jazz – Anders Gaardmand, der i løbet af 80’erne var bosat i New York, og herhjemme blandt andet kendt fra Shubidua, Rugsted & Kreutzfeldt, DR Big Bandet og utallige koncerter på La Fontaine.

Allerede da han var en ung, anløben teenager, anskaffede Anders Gaardmand sig en tenorsaxofon, og blot fem dage senere havde han landet sit første job. I 1969 kom han med i det spøjse Roskildeband Dr. Dopo Jam – en slags midtsjællandsk udgave af Frank Zappas Mothers of Invention, tilsat lidt dansk underfundighed, og da han flyttede til København, blev han hurtigt en del af miljøet og spillede blandt andet med latin/fusionsgruppen Buki-Yamaz. Senere rykkede han teltpælene til New York, hvor han i en årrække frem til 1993 spillede med et væld af store navne som The Holmes Brothers og Lounge Lizards.

Siden 2003 har Anders Gaardmand været fast mand på barytonsaxofonen med DR Big Bandet og fortsat sin rolle som en af de centrale figurer i fortællingen om dansk jazz- og musikhistorie.

Det samme kan siges om prisuddeleren, Palæ Bar, der i tre årtier har lagt røgfyldte lokaler til alt fra live jazz til hverdagslig bodegasnak – åbent for alle, høj som lav. I næsten lige så mange år har baren uddelt sin årlige jazzpris, og 2016 er altså ingen undtagelse, når Anders Gaardmand på Copenhagen Jazz Festival 2016s første dag, 1. juli, modtager prisen på de 25.000 kroner hentet direkte fra barens kasseapparat, ifølge indehaver Peter Fredholt.

Saxofonist Anders Gaardmand kvitterer på dagen for prisen med en lille koncert med organist Kjeld Lauritsen og trommeslager Frands Rifbjerg.

Fredag 1/7, kl. 14:00: Palæs Jazz Pris – overrækkelse – LÆS MERE // FRI ENTRÉ