Street Parades og New Orleans-stemning i Københavns gader under Copenhagen Jazz Festival 2016


Igen i år kan Copenhagen Jazz Festivals store og nysgerrige publikum se frem til et København indhyllet i og gennemsyret af jazz. Det skyldes ikke mindst de mange store optog, der har været en synlig del af festivalen siden begyndelsen.

 

Orion Brass Band

Copenhagen Jazz Festivals daglige street parade går også under navnet Orion Brass Band – et 10 mand stort brass band, der har været med alle år og med garanti spreder jazz og god stemning i de københavnske gader. Musikken bliver leveret med smæld, med dyb respekt for traditionen, og med plads til fornyelse og en god portion funk.

Lørdag 2/7-9/7, kl. 11.30 el. 12.00 el. 13.00 → Orion Brass Band, Street Parade // Læs mere og se ruterne her

 

New Orleans begravelsesoptog

Kulturhuset Assistens står bag et tiltag inspireret af de helt klassiske New Orleans jazz funerals. Musikerne, som hovedsageligt består af messingblæsere, følger kisten på dens vej til kirkegården til tonerne af højtidelige sange såsom “Just a closer walk with Thee “ og “Nearer my God to Thee“. Idet kisten sænkes i jorden forvandler tonerne sig til mere ”løsslupne” spirituals. Udtrykket “second line“ betegner den parade, som ledsager de sørgende, og disse skiller sig ud ved at have en helt speciel gang og dans, ofte med en parasol og et hvidt lommertørklæde, som man vifter over hovedet som en markering af skellet mellem de døde og de levendes verden. Paraden går fra Søtorvet/Dronning Louises Bro via Nørrebrogade til Assistens Kirkegård, hvor en række kendte jazzmusikere er begravet: Heriblandt Ben Webster (1909-1973), Kenny Drew (1928-1993) og Etta Cameron (1939-2010).

Fredag 8/7, kl. 16.00 og 17.30 → Fra Dronning Louises Bro til Assistens Kirkegaard // Læs mere her

 

Fringe Jazz Fest Brass Band

Jazzklubben Chalie Scott’s i Skindergade holder Street Parade-traditionen i hævd med Fringe Jazz Fest Brass Band. Fringe Jazz Fest Street Parade onsdag under CPH Jazz Festival er en årligt tilbagevendende begivenhed, der hylder New Orleans i københavns gader. En vaskeægte levende festkaravane vil fylde byens gader med musik og dans a la Mardi Gras i New Orleans. Forrest finder man Fringe Jazz Fest Brass Band med nogle af byens allerbedste musikere inklusiv Michael Watson fra The Big Easy – Fringe Jazz Fest artist in residence 2016 – på trombone og vokal.

Paraden slutter ved Pumpehusets Byhave til Fringe Jazz Fest “Open Air”, hvor brassbandet spiller med Esben Just fra kl. 19.00 – 21.00.

Fredag 8/7, kl. 15.00 → Fra Charlie Scott’s til Pumpehusets Byhave // Læs mere og se ruten på Facebook

 

New Orleans på vandet

En anden jazzfestivalklassiker er de efterspurgte sejladser i Københavns havn og kanaler med livejazz: Swing, dixieland, ragtime og New Orleans-stemning. Havnerundfarten administreres af Strömma, og der er to afgange hver aften under festivalen fra Nyhavns Mindeanker, kl. 17.00 og kl. 19:00. Publikum er velkommen til selv at medbringe drikkevarer. I tilfælde af dårligt vejr sejler bådene med overdækning og opvarmning.

Alle dage, kl. 17.00 & 19.00 → Strömma Danmark, Nyhavn // Læs mere og se program her