Baggrund for årets kunstplakat
Copenhagen Jazz Festival har hvert år siden 1982 valgt en kunstner, som får fuld kunstnerisk frihed til at skabe en kunstplakat til det pågældende års festival. Med ”fuld kunstnerisk frihed” menes, at kunstneren udarbejder kunstplakaten uden indblanding fra hverken festivalledelse eller bestyrelse.
I år faldt valget på den anerkendte, fremadstormende kunstner Jack Kabangu (født i Zambia og opvokset i henholdsvis Lusaka og Holstebro), som har skabt et værk med en central “figur”, som går igen i mange af hans værker.
Vi har fået masser af positive tilkendegivelser om årets kunstplakat, men der er også folk, der ikke bryder sig om den – og enkelte har fremført, at de får uheldige associationer til tidligere tiders problematiske fremstillinger af afroamerikanere. Det er vi både overraskede over og kede af, fordi det er i stærk modsætning til hele festivalens virke og intention.
Vi står fuldt ud bag årets kunstner Jack Kabangu, og det værk han har skabt til årets festival. Og selvom vi ikke deler kritikernes fortolkning, så anerkender vi uenigheden og tager den til efterretning.
Festivalens kunstplakattradition har gennem tiden præsenteret flere end 40 kunstnere med vidt forskellige baggrunde og udtryk. Plakaterne har altid haft til formål at fremhæve jazzen som en levende kunstart, og mange af dem er løbende blevet bredt anerkendt som selvstændige kunstværker.
– Copenhagen Jazz Festival, juni 2026
Her er kunstnerens egne ord om årets kunstplakat:
– Jeg vil gerne prøve at give lidt indblik i de tanker, der ligger bag billedet og min måde at arbejde med kunst på.
For mig har kunsten altid været et trygt rum. Hvis jeg skal pege på, hvornår det begyndte, går jeg tilbage til da jeg som femårig mistede min storebror. Det skabte et behov for et sted, jeg kunne forsvinde hen for at håndtere sorgen og de følelser, jeg ikke kunne forstå. Det rum har fulgt mig lige siden og har udviklet sig sammen med mig.
Når jeg ser tilbage på mit liv, kan jeg se, at mange af de ting, der har formet mig mest, har haft den samme dobbelte følelse i sig. Noget der både har tiltrukket mig og skræmt mig. Noget der har føltes fremmed, men samtidig genkendeligt.
Jeg oplevede det som barn gennem de amerikanske actionfilm, min far viste mig. Jeg var fuldstændig opslugt af universerne og heltene, men jeg følte også en afstand til dem. Senere oplevede jeg det igen gennem afrikansk og jamaicansk musik og senere hiphopkulturen. For første gang så jeg mennesker, historier og udtryk, jeg kunne spejle mig selv i. Det byggede en bro mellem noget, der var nyt, og noget, der føltes velkendt.
Jeg oplevede præcis den samme følelse, da jeg som tiårig flyttede til Danmark. På mange måder føltes det som at træde ind i noget, jeg allerede kendte. Jeg havde set billederne gennem film, tv og fortællinger fra skolen. Samtidig var det en helt ny verden, som jeg skulle finde min plads i. Det var genkendeligt og fremmed på samme tid.
Da jeg mange år senere opdagede Basquiat gennem hiphopmusikken, fik jeg igen den samme følelse. Jeg havde hørt navnet mange gange før, særligt gennem Lil Wayne, uden egentlig at vide hvem basquit var. Men da jeg begyndte at undersøge det nærmere, oplevede jeg noget, jeg havde oplevet flere gange tidligere i mit liv.
Jeg følte, at jeg stod overfor noget nyt, men samtidig noget jeg allerede kendte. Noget af den samme genkendelse, jeg havde følt gennem Bob Marley, afrikansk musik og de historier og minder, jeg havde om min storebror. På en mærkelig måde føltes Basquiat ikke som en fremmed kunstner, men som en del af et univers, jeg allerede havde bevæget mig i gennem musik, kultur og mennesker, der havde formet mig.
Det gjorde kunsten mindre fjern. Den føltes pludselig mulig. Som om forbindelsen til min storebror, musikken og de personer, jeg havde set op til gennem livet, gjorde springet ind i kunsten mindre skræmmende. Frygten var der stadig, men genkendelsen var større. Og det er ofte sådan, jeg oplever de ting, der ender med at få stor betydning i mit liv.
Den følelse af ambivalens har fulgt mig gennem hele mit liv og er også en stor del af min kunst.
Plakaten til Copenhagen Jazz Festival er ikke nogen undtagelse.
Billedet opstod langsomt over lang tid i mit værksted. Jeg arbejdede på det lidt ad gangen, lagde det væk og vendte tilbage til det igen. På et tidspunkt trådte figuren frem. En figur, der står i vand med hånden nede under overfladen.
Da figuren opstod, blev jeg mindet om en oplevelse fra min barndom i Zambia, hvor jeg faldt ned i en brønd og var meget tæt på at drukne. Jeg blev reddet af en nabo få sekunder senere. Siden da har mit forhold til vand været præget af en stærk ambivalens. Vand vækker både frygt og angst i mig, men også nysgerrighed, styrke og fascination.
Det er den samme følelse, jeg kan genkende fra mange af de afgørende ting i mit liv. Noget der skræmmer mig, men samtidig trækker i mig. Noget der føles ukendt, men alligevel bekendt.
Mens jeg arbejdede på maleriet, hørte jeg sangen “Ocean Sounds” ( som også er titlen på maleriet ) af Larry June og The Alchemist igen og igen.Den sang har hjulpet mig gennem en svær periode i mit liv, hvor jeg kæmpede med følelser af angst, magtesløshed og usikkerhed. Da jeg stod med billedet og sangen på samme tid, føltes det som om de talte sammen.
Oprindeligt så vandet anderledes ud, men efter mit møde med sangen begyndte det langsomt at ændre karakter. Det område af vandet, som figuren holder hånden nede i, kom til at ligne et klaver. For mig blev det en forbindelse mellem vandet og musikken. Som om musikken fandtes under overfladen, og figuren rakte ned efter den.
Det føltes som endnu en af de situationer, hvor noget nyt og noget genkendeligt mødte hinanden. Min personlige relation til vandet blev pludselig forbundet med musikken. En sang, der havde givet mig styrke i en svær tid, blev flettet sammen med en oplevelse, der i mange år havde været forbundet med frygt.
For mig handler figuren derfor ikke kun om frygt. Den kan og fortælle mig om modet til at blive stående. Om at række hånden ned i noget, man ikke helt kan kontrollere. Om at være nysgerrig på det, man frygter.
På mange måder er det en følelse, jeg genkender fra musikken, kunsten og livet generelt. Det er ofte i mødet med det ukendte, at jeg har fundet både min frygt og min styrke. Derfor oplever jeg figuren som en person, der både frygter vandet og samtidig finder noget værdifuldt i det. Noget der giver mod, retning og forbindelse. For mig blev det musikken.
– Jack Kabangu, juni 2026
