Herbie Hancock er første internationale hovednavn på Copenhagen Jazz Festival 2022


EKSTRAKONCERT TILFØJET D. 3. JULI

Herbie Hancock melder sin ankomst som første internationale hovednavn på Copenhagen Jazz Festival 2022 efter to aflyste turnéer i 2020/2021. Den musikalske mastodont, der for tiden brygger på nyt album, er én af den moderne jazz’ sidste globale skikkelser, og Copenhagen Jazz Festival er stolte af endelig igen at kunne præsentere Herbie Hancock i DR Koncerthusets Koncertsal den 2. og 3. juli 2022

“Herbie Hancock var det største navn vi gik glip af, da festivalen blev lagt ned på grund af pandemien i 2020. I mellemtiden har Keith Jarrett har trukket sig tilbage fra scenen på grund af sygdom, og med tabet af Chick Corea tidligere i år er Herbie den sidste, aktive jazzinnovator, som fortsat begejstrer et publikum på tværs af generationer, hvadenten de er til jazz, elektronisk musik eller hiphop!” siger festivalleder Kenneth Hansen.

Herbie Hancock (US)
Lørdag 2. juli, kl. 21:00 – få billetter
Søndag 3. juli, kl. 20:00 – ekstrakoncert!
DR Koncerthuset, Koncertsalen
Læs mere / Køb billet

Få artister i musikhistorien har som Herbie Hancock (f. 1940) haft større indflydelse på krydsfeltet mellem akustisk og elektronisk jazz, hiphop og r’n’b. Som hans tidligere læremester Miles Davis udtrykte det: “Herbie var skridtet videre fra Bud Powell og Thelonious Monk, men jeg har ikke hørt nogen, der kunne træde i hans fodspor.”

Herbie Hancock nyder pionérstatus efter seks årtiers konstant udforskning af jazzen, hvilket har ført ham igennem flere markante stilskift – som pianist, komponist, producer og keyboard-innovator. I 1962 debuterede han med albummet “Takin’ Off”, der kickstartede hans solokarriere på Blue Note. Samtidig var han en del af Miles Davis’ berømte anden kvintet i 1964-68 og Miles’ elektriske periode omkring 1969-72, hvor Davis sammen med bl.a. Herbie Hancock, Wayne Shorter, John McLaughlin og Chick Corea revolutionerede fusionsjazzen.

Herbie Hancock fortsatte sin rejse som frontløber for den elektriske jazz på et både kosmisk og afrofuturistisk bagtæppe. I 70’erne udgav han enormt populære albums med Mwandishi og Headhunters, hvis selvbetitlede plade blev det første jazzalbum nogensinde til at få platin. I midten af årtiet spillede Herbie Hancock stadionkoncerter over hele verden og havde ikke mindre end fire albums på hitlisterne – samtidigt. Hancock blev i 70’erne og 80’erne et ikon, og han er forblevet en stor inspiration for hiphoppen og den elektroniske musik i generationerne frem til i dag. Hans musik bliver samplet overalt, og han har indspillet med det nye årtusindes stjerner som Robert Glasper, Kendrick Lamar, Flying Lotus, Snoop Dogg og Thundercat.

Men Herbie Hancock har også holdt fast i den akustiske jazz. Midt i 70’ernes kunstneriske og teknologiske nybrud indspillede han V.S.O.P. (der genforenede ham med vennerne fra Davis’ kvintet) og udgav banebrydende duoplader med Chick Corea og Oscar Peterson. I 1980 producerede han tidens nye stjerne Wynton Marsalis’ debutalbum, og han har skrevet musik til film, hvoraf hans soundtrack til ‘Round Midnight sikrede ham en Oscar. I 2008 stod Herbie Hancock bag hyldestalbummet “River: The Joni Letters”, der vandt Grammyen for Album of the Year som det i øvrigt kun andet jazzalbum nogensinde – det første siden “Getz/Gilberto” i 1965.

Foruden en lang række hæderspriser, 14 Grammyer og en Oscar er Herbie Hancock udnævnt som UNESCO-ambassadør, NEA Jazz Master og æresprofessor på Harvard. Hans fantastiske diskografi tæller så forskellige hits som “Watermelon Man”, “Cantaloupe Island”, “Maiden Voyage”, “Chameleon”, “I Thought It Was You”, og “Rockit”.

Herbie Hancock, der i øjeblikket er i studiet for at indspille nyt materiale, er første internationale hovednavn på Copenhagen Jazz Festival 2022 efter to aflyste verdensturnéer i 2020/2021 – og Copenhagen Jazz Festival og DR Koncerthuset er stolte af endelig igen at kunne præsentere dette globale jazzikon i Koncertsalen lørdag den 2. juli.

Ny startdato for Copenhagen Jazz Festival 2022 (24. juni–10. juli)

I anledning af, at Tour de France kommer til Danmark i 2022 – og 1. etape (som er en enkeltstart) skal køres i København fredag d. 1. juli – så starter Copenhagen Jazz Festival en uge tidligere end normalt, nærmere betegnet fredag d. 24. juni. Festivalens sidste dag bliver søndag d. 10. juli, så alt i alt kommer festivalen til at strække sig over 17 dage i 2022. Der vil selvsagt være mange cykelturister i byen i dagene op til etapen, og disse får nu muligheden for at tage en bid af Københavns ældste og største musikfestival!

Copenhagen Jazz Festival har fundet sted siden 1979 på byens spillesteder og jazzklubber, i koncertsale og kirker, på torve og pladser m.m. hvert år i juli. I løbet af festivalen præsenteres mere end 1.200 koncerter fordelt på over 120 scener rundt omkring i byen.

Programmet offentliggøres løbende på www.jazz.dk