Portræt: Globe Unity Orchestra – 50 års europæisk freejazz-historie


For 50 år siden markerede Globe Unity Orchestra sig massivt som én af de største happenings på den spirende europæiske freejazz-scene. Stifter Alexander von Schlippenbach er stadig spydspids for det store ensemble, der nu kun spiller koncerter ved sjældne begivenheder og jubilæer. Eksempelvis i Jazzhouse, hvor man eksklusivt kan opleve den 78-årige pianist og hans tentet, der blandt andre tæller ikoniske veteraner som Manfred Schoof, Gerd Dudek, Paul Lytton, Paul Lovens og Tomasz Stańko.

Af Mathias Nielsen

Alexander von Schlippenbach bliver 78 til april, men han er stadig aktiv på den europæiske freejazz-scene, som han selv var med til at grundlægge i de sene 60’ere. Oprindeligt er han uddannet pianist inden for den klassiske avantgarde, men han fik hurtigt interesse for den nye bølge af eksperimenterende jazz, der ramte Europa i forlængelse af Ornette Coleman, Albert Ayler og tangentkollegaen Cecil Taylor.

Schlippenbach spillede først med Manfred Schoof og Gunter Hampel, men han var i højere grad interesseret i et mere massivt (og i sidste ende mere kaotisk) udtryk i stil med Stan Kenton, Don Ellis og selvfølgelig Charles Mingus, så i 1966 dannede han sit eget bigband, Globe Unity Orchestra. En slags europæisk pendant til Chicagos AACM-bevægelse og The Jazz Composer’s Orchestra, som Michael Mantler året forinden havde sammensat af primært amerikanske musikere. Globe Unity bestod dog udelukkende af europæiske musikere. Schlippenbach fusionerede Schoofs kvintet med Peter Brötzmanns trio, inviterede Hampel samt yderligere fem blæsere og en trommeslager, der allerede spillede med på albummet ’Globe Unity’, som udkom i 1967.

Pladen indeholdt blot to kompositioner á 20 minutter – en til hver side: ’Globe Unity’, en stærk dissonant og voldsom udladning – med Schlippenbachs piano som underlægning og skelet i virvaret – samt ’Sun’, domineret af trommer og percussion i det, der kunne være en hyldest til Sun Ras kosmiske jazz, blot med et køligt europæisk strejf. Værket blev udgivet i Alexander von Schlippenbachs navn, og det er også ham, der har dirigeret orkesteret gennem dets mange konstellationer i de seneste årtier.

 

 

I den frie jazz’ ånd

Den mest frugtbare periode for Globe Unity Orchestra var 1970’erne, hvor slænget udgav næsten to håndfulde albums og livealbums. Schlippenbach indrullerede en række britiske avantgarde-musikere, heriblandt saxofonist Evan Parker, trompetist Kenny Wheeler og guitarist Derek Bailey. Også de amerikanske saxofonikoner Anthony Braxton og Steve Lacy spillede en overgang med. Globe Unity nedbrød – i den frie jazz’ ånd – masser af grænser. Mens ensemblet til den ene koncert kunne finde på at slå over i et standard-groove, var den næste atter domineret af kaos og i nogle tilfælde udvidet med vokalkor. Eller eksempelvis på 1977-albummet, ’Jahrmarkt/Local Fair’, hvor ensemblet i anledningen var udvidet med 30 harmonikaspillere og 17 blæsere og sågar en græsk bouzouki-kvartet!

I 1988 dannede Alexander von Schlippenbach Berlin Contemporary Jazz Orchestra, og siden da har ensemblet kun været samlet til specielle begivenheder såsom jubilæer. Det seneste studiealbum, ‘Intergalactic Blow’, er således dateret 1982, mens første jubilæumskoncert fra 1986 er dokumenteret på udgivelsen ‘20th Anniversary’ (1993) og den seneste udkom i 2007; ‘Globe Unity – 40 Years’. Det imponerende ved disse udgivelser er, at bigbandets intense udtryk stort set er intakt til trods for medlemmernes fremskredne aldre. Det er en glød som denne, der utvivlsomt har inspireret eksempelvis Mats Gustafsson til at udvide sit Fire!-band til et kæmpe orkester for nogle år siden.

I 2016 er det 50 år siden, Alexander von Schlippenbach etablerede Globe Unity, og til dato har knap det samme antal musikere været en del af kollektivet, der aldrig har haft en fast besætning i længere tid ad gangen. I dag er kun veteranerne Manfred Schoof og Gerd Dudek tilbage fra den første Globe Unity-indspilning, dog er også polske Tomasz Stańko og Paul Lovens med fra de tidlige år. Selvom orkesterets kapaciteter er i aldersgruppen 50-80, er der ingen trætte pensionister af spore, og for Globe Unitys medlemmer er det store band blot et festligt sideprojekt blandt mange. Og det vil koncerten den 25. februar utvivlsomt understrege.

 

 

Kapaciteter en masse

Den profilerede hovedperson Schlippenbach har ført en lang og imponerende solokarriere, som aldrig er gået i stå, og flere af hans medspillere er i sig selv ikoner på den europæiske freejazz-scene. Det yngste medlem, Henrik Walsdorff, bliver 51 i år og er en af de musikere, som Schlippenbach har importeret med over fra det noget mere traditionelt spillende Berlin Contemporary Jazz Orchestra. En håndfuld af de ældre medlemmer har sat deres aftryk på jazzhistorien i en grad, så enkeltstående miniportrætter er på sin plads:

Alexander von Schlippenbach selv har udgivet en lang række album i eget navn – sjældent med samme besætning, men ofte med førnævnte Lovens eller hans svenske slagtøjskollega Sven-Åke Johansson. Schlippenbachs første udgivelse efter ‘Globe Unity’ var 1969’s ‘The Living Music’, der blev indspillet samme dag og med det samme hold, som Peter Brötzmann havde bag sig på ‘Nipples’ – sammenlignet med dét udspil var Schlippenbachs tilgang til improvisationen mere filosoferende snarere end balstyrisk. Op gennem 70’erne indspillede han “rene” soloplader, ‘Payan’ (1972) og ‘Solo Piano’ (1977), men også den europæiske freejazz-milepæl fra 1973, ‘Pakistani Pomade’, med Parker og Lovens. I det nye årtusinde har Schlippenbach holdt godt gang i karrieren, blandt andet i pianoduo med sin japanske hustru, Aki Takase, med en solohyldest til Thelonious Monk og sidste år både genforenet med Parker og Lovens på ‘Features’ og i samarbejde med trombonist Paul Hubweber, saxofonist Frank Paul Schubert, bassist Clayton Thomas og trommeslager Willi Kellers på det mastodontiske og ambitiøse dobbeltalbum, ‘Intricacies’.

Manfred Schoof affyrede med sin trompet faktisk startskuddet til den tyske freejazz-scene i 1966, da han indspillede hæsblæsende ‘European Echoes’ med Dudek, Schlippenbach, bassist Buschi Niebergall og trommeslager Jaki Liebezeit, der siden blev en del af det epokegørende krautrock-band, Can. Albummet blev dog først udsendt i 1969 på FMP/Free Music Production, et pladeselskab stiftet af de samme personer, som Schoof stod lidt i skyggen af, heriblandt Peter Brötzmann, Peter Kowald og Alexander von Schlippenbach. Schoof har siden ledt en karriere som sideman på henved 150 forskellige udgivelser sideløbende med, at han har været fast medlem af Globe Unity Orchestra.

Tomasz Stańko har en imponerende karriere bag sig. Den polske trompetist begyndte allerede at spille i de sene 50’ere, og der gik ikke længe, inden han blev opdaget af Krzysztof Komeda, der skrev musik til Roman Polanskis 60’er-film, heriblandt Kniven i vandet (1962) og Rosemarys baby (1968). Komeda komponerede også den surrealistiske lydside til danske instruktør Henning Carlsens Hamsun-filmatisering Sult (1966), hvor Stańko også medvirkede. Stańko debuterede selv i eget navn med ‘Music for K’ i 1970, og siden da har han markeret sig som en af de klareste stemmer på den europæiske jazzscene med milepælene ‘Purple Sun’ (1973), ‘TWET’ (1974) og ‘Balladyna’ (1976). Hans karriere fik en renæssance i 1997, hvor ECM udsendte ‘Leosia’ og den meget roste hyldest til Komeda, ‘Litania’ – indspillet med septet. Det seneste årti har “Polens Miles Davis” udgivet det ene kølige og stemningsfulde værk efter det andet, og i 2013 bragte hans værk ‘Wisława’ (inspireret af den nobelprismodtager Wisława Szymborska) ham forbi Jazzhouse med sin New York Quartet, og blot en uges tid inden Globe Unity Orchestra-koncerten står han faktisk på samme scene med sin “Tomasz Stanko Experience”.

Paul Lytton og Paul Lovens – to gange Paul; en engelsk og en tysk af slagsen trommer løs som del af Globe Unity Orchestra. Lytton markerede sig i 60’erne og 70’erne som Evan Parkers sideman, og hans eksperimenterende trommespil (hvor han ikke er bleg for at gøre brug af hjemmelavet slagtøj) kendetegner ofte landsmandens værker. Senest har han arbejdet sammen med den yngre amerikaner Nate Wooley, og tilbage i 1977 udgav han faktisk duoalbummet, ‘Was It Me?’, med Lovens. Ligesom sin engelske kollega er Lovens kendt for sin alternative tilgang til trommerne, som man kan høre på talrige Alexander von Schlippenbach-plader, men også i guitar-avantgarde (Derek Bailey, Eugene Chadbourne) og med saxofonister fra de yngre generationer (Mats Gustafsson, Ken Vandermark). Lytton spillede for første gang med Globe Unity Orchestra i 2002, mens Lovens har været med siden de tidlige 70’ere.

Mathias Nielsen er kulturskribent og driver musik- og filmsitet anmelderen.dk.

 

Koncertinformation:

Det er lidt af en sensation, at Globe Unity Orchestra i år markerer deres 50 års jubilæum i Jazzhouse. Efter koncerten er der Improbar ved saxofonisten Lotte Anker, der kuraterer en række impro-koncerter på Lille Scene med musikere, der er i byen i anledning af Vinterjazz.

Line-up: Alexander von Schlippenbach (piano), Tomasz Stańko (trompet), Johannes Bauer (trombone), Paul Lovens (trommer), Henrik Walsdorff (altsaxofon), Daniele D’Agaro (tenorsaxofon, klarinet), Manfred Schoof (trompet), Jean-Luc Cappozzo (trompet), Christof Thewes (trombone), Gerd Dudek (tenorsaxofon, fløjte, klarinet), Paul Lytton (trommer)

Torsdag 25/2 kl. 20:00: Globe Unity Orchestra (DE) + Improbar → Jazzhouse, Kbh. K – KØB BILLETTER // LÆS MERE