Det siger de om Vinterjazz: “En kærkommen festival, der skaber national sammenhængskraft”


”Jazz er en vildtvoksende og rummelig musikgenre, der hele tiden udvikler sig med inspiration fra alt, hvad der i øvrigt rører sig af musik i verden. Vinterjazz skaber øget opmærksomhed om jazzen, pirrer nysgerrigheden og byder på store musikalske oplevelser til alle. For publikum i hele Danmark er Vinterjazz en fantastisk mulighed for at opleve et flot og varieret opbud af jazz, lige fra de nye, fremadstormende, unge navne, over de kompromisløse, etablerede jazzkunstnere til de store, internationale hovednavne” – Michael Bojesen, Formand for Statens Kunstfond.

“Vinterjazz er et af de vigtige årlige samlingspunkter for jazzmiljøet, som både giver øget opmærksomhed omkring jazzen og en masse fantastiske koncerter. Sådan er det også i Aarhus, hvor mange af byens arrangører støtter op om initiativet. Udvalget er utrolig bredt, så der har været noget at hente for alle. Det er også dejligt at se, hvordan jazzen har været repræsenteret rundt i hele byen fra de store koncertsale til de små, listige steder. Det understreger heldigvis, at jazzen lever og har det godt” – Gorm Askjær fra Aarhus Jazz Festival.

“Vinterjazz er virkelig vigtig. Jeg synes bedre om Vinterjazz end om sommerjazz, fordi den er mere seriøs. Sommerjazz betyder, at enhver café med to stole udenfor har nogle musikere, og musikerne spiller tit for ingenting, men til Vinterjazz kan de ikke spille ude i kulden. Vi betaler jo musikerne ordentligt, og om sommeren er man i konkurrence med gratis eftermiddagskoncerter og musikere, der spiller på døren. Og så kan jeg godt lide, at Vinterjazz er landsdækkende, for så kan du invitere en udenlandsk gæst, og han kan få det til at hænge sammen, fordi han kan lave en tour til Fyn og Jylland.” – Tove Enevoldsen, booker på Paradise Jazz.

“Vinterjazz er en fantastisk platform. Vi kan se, at der under Vinterjazz skrues op for aktiviteterne – og det landsdækkende koncept, som Vinterjazz er, hjælper med til at øge synligheden for de lokale koncertarrangører. Det er efterhånden sjældent, at live jazz når ud i de nationale medier. Derfor er Vinterjazz et koncept, som både spillesteder og arrangører tager imod med kyshånd. Uanset om det sælger billetter eller ej, gør Vinterjazz nationalt opmærksom på en spændende del af dansk musikliv. Det er fedt.” – Martin Røen Hansen, leder af det regionale spillested Godset, Kolding.

“Vinterjazz er en kærkommen festival, der skaber national sammenhængskraft, og som er med til at løfte jazzen og formidle alle dets afskygninger. Vi følger festivalens ånd og eksperimenterer med kuratering, forsøger at skabe kunstneriske clashes mellem jazzgenrer og kunstarter, og vi arbejder ud fra jazzens grundessens – aldrig at stå stille og at være i konstant forandring. Festivalen giver også mulighed for at deltage i forskellige landsdækkende projekter som eksempelvis JazzCamp for Piger.” – Martin Aagaard Jensen, leder af spillestedet Radar, Aarhus.

“Vinterjazz skaber opmærksomhed om jazzen. Den har med andre ord samme funktion, som Copenhagen Jazz Festival har om sommeren. Ved at slå en festivalparaply op skaber man nysgerrighed, presseinteresse og øget publikumsopmærksomhed om en genre, der ellers på nær nogle få store navne har paradoksalt lave publikumstal i forhold til den enorme talentmasse, den rummer. Musikken trives som et resultat af festivalens forståelse for, hvordan man får publikum og pressen i tale. Ikke bare om sommeren i København, men også landet over i februar, når der er Vinterjazz.” – Thomas Michelsen, musikredaktør på Politiken.

“Det unikke ved Vinterjazz er, at det er en landsdækkende musikfestival, som vokser år for år, samtidig med at det lokale aspekt samtidig får større og større betydning. Festivalen kommer ud til publikum lokalt med både internationale og danske hovednavne, og jo mere aktivitet, der er i de enkelte områder, desto mere oplever publikum og musikere en ægte følelse af, at være en del af en samlet dansk jazzscene.” – Kenneth Hansen, festivalleder Vinterjazz & Copenhagen Jazz Festival.

Vinterjazz er en landsdækkende musikfestival, der finder sted i sin 21. udgave den 5.-28. februar 2020. Festivalens line-up offentliggøres løbende på www.jazz.dk/vinterjazz-2021/program. Tak til Nordea-fonden og Statens Kunstfond.