COVID-19-status: Spillestederne kan efter planen åbne igen 6. maj under særlige restriktioner


Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet blev den 22. marts enige om en samlet rammeaftale for genåbningen af Danmark.

Få det samlede overblik over faserne her: https://coronasmitte.dk/nyt-fra-myndighederne/pressemoeder/ny-aftale-om-stor-genaabning-efter-paaske

Landets spillesteder kan efter planen åbne igen 6. maj under særlige restriktioner. Der åbnes for indendørsservering på restauranter og cafeer mv., konferencer, spillesteder, teatre og biografer og lignende lokaler, hvor der udøves kulturaktiviteter. Der vil være krav om anvendelse af coronapas.

Ifølge myndighederne er coronapasset tiltænkt en vigtig rolle i den store genåbningsplan for Danmark. Med passet kan store dele af erhvervene og kulturlivet genåbne tidligere end ellers. Coronapasset skal vise, om borgeren er færdigvaccineret, har overstået infektion eller er testet negativ indenfor 72 timer (både PCR- og antigen-test). Børn under 15 år vil være undtaget. Fra slutningen af marts vil appen ”MinSundhed” fungere som midlertidigt coronapas. Ultimo maj forventes en mere brugervenlig app lanceret, som skal tage højde for de fælles europæiske standarder.

Regeringen nedsætter desuden en ekspertgruppe, der – sammen med relevante myndigheder – medio april skal komme med forslag til, hvordan større forsamlinger og arrangementer kan afholdes sundhedsmæssigt forsvarligt hen over sommeren. På baggrund af faglig rådgivning fra Epidemikommissionen fremlægger regeringen en plan for udfasning af forsamlingsforbuddet.

Læs mere om myndighedernes anbefalinger på Coronasmitte.dk