
Overblikket: De første koncertsalsnavne på Copenhagen Jazz Festival 2022
Oumou Sangaré, Herbie Hancock, Dianne Reeves, Gilberto Gil, Jeff Beck, Elvis Costello, Melody Gardot, islandske Ólafur Arnalds, færøske Eivør og britisk-nigerianske Ola Onabulé er blandt de første hovednavne på plakaten til Copenhagen Jazz Festival 2022 – og billetsalget er i gang.
Herunder kan du læse mere om de første internationale offentliggørelser. Opdateres løbende.
Copenhagen Jazz Festival og DR Koncerthuset præsenterer ‘sangfuglen fra Wassoulou’ Oumou Sangaré på festivalens første lørdag. Den vestafrikanske superstjerne indtager Koncertsalen med sit anmelderroste, nye album Timbuktu – der blander Malis rige musiktradition og sprog med elementer fra blues, rock og pop.
Siden debutalbummet Moussoulou fra 1989 har den maliske sangerinde, kvindeforkæmper og forretningskvinde Oumou Sangaré ikke set sig tilbage. Hendes musikalske rejse inkluderer moderne milepæle som Ko Sira fra 1993, Worotan fra 1996 og den Grammy-nominerede Seya fra 2009. Hun er United Nations’ Goodwill Ambassador, modtager af UNESCO International Music Prize og har samarbejdet med kunstnere som Ali Farka Touré, Bela Fleck, Herbie Hancock, Tony Allen og Alicia Keys.
Timbuktu, udgivet på hendes eget Oumsang-label, markerer endnu et kapitel i historien om en kunstner og kvindeforkæmper, der voksede op i de fattigste områder af Malis hovedstad Bamako og blev til et beundret globalt ikon. Med en aura som Grace Jones, et umætteligt musikalsk udsyn og sange om samfundsrelevante emner som polygami, børneægteskaber, omskæring m.m. har Oumou Sangaré for længst nedbrudt de kulturelle barrierer mellem kontinenterne og en mangfoldighed af stilarter.
Oumou Sangaré (ML) / CJF 2022
Lørdag d. 25. juni, kl. 21:00 – DR Koncerthuset, Koncertsalen
Læs mere / Køb billet

Amerikanske Dianne Reeves er af New York Times blevet kaldt den mest beundrede jazzdiva siden Sarah Vaughan, Ella Fitzgerald og Billie Holiday. Under Copenhagen Jazz Festival 2022 er den femdobbelte Grammy-vinder fra Detroit tilbage i Koncertsalen – for første gang siden hun blev NEA Jazz Master, den højeste ærestitel i amerikansk jazz.
Efter fem Grammyer i kategorien Best Jazz Vocal Performance, optrædener i Det Hvide Hus, ærestitler fra bl.a. Berklee og The Juilliard School, samt udnævnelsen til NEA Jazz Master i 2018 troner Dianne Reeves efter mere end 40 år på allerhøjeste niveau som den måske største nulevende jazzvokalist i en stolt tradition af amerikanske jazzdivaer.
Derfor er det med stor glæde, at Copenhagen Jazz Festival og DR Koncerthuset for første gang siden 2015 kan præsentere Dianne Reeves i Danmark, når hun lørdag den 9. juli indtager Koncertsalen med sit eget band.
Dianne Reeves (US) / CJF 2022
Lørdag d. 9. juli, kl. 21:00 – DR Koncerthuset, Koncertsalen
Læs mere / Køb billet
Sanger, guitarist, komponist, aktivist og fhv. kulturminister Gilberto Gil er én af Brasiliens mest elskede og visionære kulturelle skikkelser. Til sommer er han tilbage på Copenhagen Jazz Festival 2022, når han optræder i DR Koncerthuset med “Nós A Gente – We the People” – en fejring af livet og Gils mangfoldige musikalske arv.
Gilberto Gil skulle have givet to eksklusive koncerter i DR Koncerthuset i kølvandet på sin Grammy-vindende udgivelse “OK OK OK”, men da Gilberto Gil og hans hold landede i København i nogle hektiske dage i marts 2020, var Danmarks kulturinstitutioner blevet lukket ned.
Ikke mindst derfor er det en stor glæde for Copenhagen Jazz Festival og DR Koncerthuset endelig at byde velkommen til Gilberto Gil og fuldt band med “Nos a Gente – We the People”, der samler Gils allernærmeste til en musikalsk fejring med hans største sange. Musikere, sangere, kunstnere af alle slags, hele hans musikalske familie er med på scenen i Koncertsalen – ført an af Gilberto Gil, der har revolutioneret vores forståelse for Brasiliens rige musikkultur.
Gilberto Gil “Nós A Gente” (BRA) – Copenhagen Jazz Festival 2022
Onsdag d. 29/6, kl. 21:00 – DR Koncerthuset, Koncertsalen – få billetter
Torsdag d. 30/6, kl. 21:00 – DR Koncerthuset, Koncertsalen – ekstrakoncert
Læs mere / Køb billet
Jeff Beck betragtes som en af de største el-guitarister i historien og har fået stor kritikerros gennem tiden. Han har modtaget Grammy Awards for Best Rock Instrumental Performance seks gange og Best Pop Instrumental Performance én gang. I 2014 modtog han British Academy’s Ivor Novello Award for Outstanding Contribution to British Music. Han er blevet optaget i Rock and Roll Hall of Fame to gange: som medlem af Yardbirds (1992) og som soloartist (2009).
Med sit seneste studieudspil fra 2016, “Loud Hailer”, var Beck atter akkompagneret af vokal, og albummet skrev og indspillede han sammen med Rosie Bones (vokal) og Carmen Vandenberg (guitar) – de to som også udgør bandet Bones UK. Jeff Beck var glad for igen at have en tekst at spille op mod: “You can set the mood with an instrumental, but you can’t really tell a story. That’s not what you would expect to hear from someone who once remarked, ‘Good riddance to singers.’ But the truth is, I play better when I play off the lyrics in a song.”
Jeff Beck (UK)
Tirsdag d. 28. juni, kl. 20:00 – Amager Bio, Kbh S
Læs mere / Køb billet
Den anmelderroste sangerinde Melody Gardot tjekker ind som hovednavn på Copenhagen Jazz Festival 2022 i DR Koncerthuset den 10. juli med nyt materiale og betagende nærvær. Den 36-årige komponist, guitarist, pianist og sangerinde fra New Jersey er ikke som mange andre verdensstjerner. Hun er en både følsom og udtryksfuld sjæl – og en dybt personlig sangskriver, der har måttet kæmpe sig tilbage til livet gennem sin musik.
Melody Gardot gæstede sidst København som et af hovednavnene til den 40. udgave af Copenhagen Jazz Festival i 2018, og denne sommer er Copenhagen Jazz Festival, DR Koncerthuset og All Things Live stolte af igen at kunne præsentere én af de mest subtile og sofistiskerede stemmer i verdenseliten af moderne jazzvokalister.
Melody Gardot (US) – venteliste
Søndag d. 10. juli, kl. 20:00 – DR Koncerthuset, Koncertsalen
Læs mere // Køb billet
Herbie Hancock har meldt sin ankomst som første internationale hovednavn på Copenhagen Jazz Festival 2022 efter to aflyste turnéer i 2020/2021. Den musikalske mastodont, der for tiden brygger på nyt album, er én af den moderne jazz’ sidste globale skikkelser, og Copenhagen Jazz Festival er stolte af endelig igen at kunne præsentere Herbie Hancock i DR Koncerthusets Koncertsal den 2. og 3. juli 2022.
“Herbie Hancock var det største navn vi gik glip af, da festivalen blev lagt ned på grund af pandemien i 2020. I mellemtiden har Keith Jarrett har trukket sig tilbage fra scenen på grund af sygdom, og med tabet af Chick Corea tidligere i år er Herbie den sidste, aktive jazzinnovator, som fortsat begejstrer et publikum på tværs af generationer, hvadenten de er til jazz, elektronisk musik eller hiphop!” siger festivalleder Kenneth Hansen.
Herbie Hancock (US)
Lørdag d. 2. juli, kl. 21:00 – udsolgt/venteliste
Søndag d. 3. juli, kl. 20:00 – ekstrakoncert! – udsolgt/venteliste
DR Koncerthuset, Koncertsalen
Elvis Costello har skrevet musik, siden han var 13, og 2017 markerede 40-året for udgivelsen af hans første album “My Aim Is True”. Hans pladekatalog rummer mere end tredive udgivelser, og Costello har arbejdet med folk som Paul McCartney, Burt Bacharach og mange andre.
I 2019 fik Elvis Costello både overrakt en Lifetime Achievement Award for sangskrivning i Nashville af Americana Music Association, blev tildelt en O.B.E. (Officer of the Order of the British Empire) for sit musikalske virke og navngivet som modtager af en Hollywood Walk of Fame-stjerne i 2020. I 2022 udgav han sit seneste album, den rockede “The Boy Named If”, med sit mangeårige backing-band The Imposters, som også er med i Amager Bio til sommer.
Elvis Costello & The Imposters (UK)
Torsdag d. 30. juni, kl. 20:00 – Amager Bio, Kbh S
Læs mere / Køb billet
Den prisvindende komponist og producer Ólafur Arnalds fylder DR Koncerthuset med overjordiske harmonier, der forbinder klassisk og elektronisk musik. Den islandske multiinstrumentalist er tilbage på landevejen med det monumentale værk ‘some kind of peace’, der for nyligt er nomineret til to Grammyer og til sommer placerer ham som et af hovednavnene på Copenhagen Jazz Festival 2022 – hans eneste koncert i Skandinavien.
‘some kind of peace’ er et album, der handler om at sænke paraderne for omverdenen, og som hylder åbenhed og ærlighed mod sig selv. I lyset af de seneste års begivenheder står temaerne som et mellemmenneskeligt grundvilkår, og det er også udgangspunktet for det monumentale værk, som hans ensemble nu kan præsentere i en liveudgave.
“some kind of peace is captivating from start to finish. It is a gentle and moving album that creates its own world where the music elevates to its creator’s spiritual and artistic universe.” All About Jazz (4.5/5)
Ólafur Arnalds (IS) – Copenhagen Jazz Festival 2022
Mandag d. 4. juli, kl. 20:00 – DR Koncerthuset, Koncertsalen
Læs mere / Køb billet
Det slår gnister, hver gang den britisk-nigerianske soulstjerne Ola Olabulé møder DR Big Band. Efter sidste efterårs kæmpesucces i DR Koncerthuset vender Onabulé nu tilbage med endnu en stærk hyldest til en af sine store forgængere, det amerikanske soul-ikon Al Jarreau. Ola Onabulé har en af soulmusikkens største stemmer i dag. Med sin følelse og virtuositet er hans tre-en-halv-oktav dybe baryton det perfekte instrument til at bryde musikalske og kulturelle grænser, og han bevæger sig frit mellem jazz, soul, R & B, pop og verdensmusik, hvor han bl.a. udforsker sine nigerianske rødder.
Gennem sin karriere vandt Jarreau hele syv gange den amerikanske Grammy for sine veldrejede numre, som du kan genhøre denne aften i en helt særlig version. Det svenske jazzgeni Magnus Lindgren har nemlig arrangeret musikken for bigband, og han medvirker selv som både gæstesolist og dirigent for DR Big Band for første gang.
Onabulé synger Al Jarreau – Copenhagen Jazz Festival 2022
Tirsdag d. 5. juli, kl. 20:00 – DR Koncerthuset, Koncertsalen
Læs mere / Køb billet
Robert Cray er en amerikansk bluesguitarist og sanger. I over 40 år har Cray og hans band udgivet 20 studieudgivelser, hvoraf 15 har været på Billboard-hitlisterne, og spillet barer, koncertsale, festivaler og arenaer rundt om i verden. Han har vundet fem Grammy Awards og har stået i spidsen for sit eget “Robert Cray Band” samt en anerkendt solokarriere. I 2011 blev Cray optaget i Blues Hall of Fame.
28. februar 2020 udgav han sit seneste, anmelderroste album “That’s What I Heard”, som Cray og hans trommeslager og producer Steve Jordan havde en klar vision for: “I thought if it we could get this thing that Sam Cooke used to have, the kind of sound that early Sam Cooke records had, that we could pull this off”.
Robert Cray (US) – Copenhagen Jazz Festival 2022
Fredag d. 1. juli, kl. 20:00 – Amager Bio, Kbh S
Læs mere / Køb billet
Copenhagen Jazz Festival 2022 finder sted fra 24. juni til 10. juli på 120 venues i hele hovedstaden. Programmet offentliggøres løbende her på Jazz.dk.