Nye tilføjelser: Se hovednavnene på Copenhagen Jazz Festival 2023


Opdateret 1. juni

Programmet til Copenhagen Jazz Festivals ca. 120 venues og flere end 1200 koncerter offentliggøres løbende i foråret. Her finder du overblikket over nogle af de store navne, som er på plads – billetsalget er i fuld gang

Copenhagen Jazz Festival og DR Koncerthuset præsenterer et internationalt koncertsalsprogram, der føres an af guitarlegenden Pat Metheny, den nye store vestafrikanske sanger/guitarist Fatoumata Diawara og vor tids bedstsælgende souljazz-vokal Gregory Porter.

Læs mere: Se tidsplanen for de største navne på Copenhagen Jazz Festival 2023

Festivalen byder også på en række albumaktuelle moderne jazz-artister. Oplev bl.a. den nye saxofonkomet Lakecia Benjamin, der netop har udgivet det meget omtalte “Phoenix” (med gæsteoptrædener af Dianne Reeves, Wayne Shorter, Angela Davis), det amerikanske guitarikon Bill Frisell (obs. “få billetter”), der er aktuel med “Four” på Blue Note Records, samt den Grammy-nominerede harpist Brandee Younger, der præsenterer musikken fra “Brand New Life” på det legendariske Coltrane-label Impulse!

Den levende baslegende Marcus Miller er hovednavn i Amager Bio. Ethiojazz-legenden Mulatu Astatke indhyller Jazz by the Sea i sin varme lyd, mens samme sted får besøg af pionér og kora-virtuos Sona Jobarteh, den politisk bevidste, store jazzstemme Somi og et af den moderne jazz’ nye håb, nemlig saxofonist Immanuel Wilkins, der åbner scenen fredag den 30. juni. Også Bowie-trommeslageren Mark Guiliana gæster Copenhagen Jazz Festival med sin albumaktuelle superkvartet på Jazz by the Sea, der også lægger scene til den mesterlige brasilianske funkjazz-trio Azymuth, mens den ekspressive bassist MonoNeon lukker festivalen i Amager Bio. Norske Mathias Eick lægger vejen forbi Jazzhus Montmartre med sin kvintet, mens den norske stjernepianist Tord Gustavsen indhyller Brorsons Kirke i sit mesterligt stemningsfulde soloklaver og elektronik.

I festivalregi byder vi også velkommen til nye alternative jazznavne som den britiske trompetist/komponist Yazz Ahmed, Chicago-guitaristen Jeff Parker, den politisk-bevidste sangskriver Samora Pinderhughes, den norsk-brasilianske vokalist Charlotte Dos Santos, den japanske koto-spiller Michiyo Yagi med Johanna Sulkunen, det spiritual jazz-influerede London Odense Ensemble samt Bristol-kollektivet Ishmael Ensemble, der optræder på Copenhagen Jazz Festival for første gang. Den mangeårige Tom Waits-guitarist Marc Ribot er også en del af festivalprogrammet på Loppen, hvor han lægger vejen forbi med sin trio Ceramic Dog. Én af de stærkeste kvindelige stemmer inden for brasiliansk rap, Tássia Reis, gæster ALICE cph @ Stairway i Vanløse, der også får besøg af den London-baserede, eksperimenterende post-punk/dub-gruppe Holy Tongue. Den norsk-mexicanske musiker og producer Carmen Villain fuldender Loppen-programmet med sin globalt orienterede smeltedigel af ambiente klangflader, stemningsmættede harmonier og dubbede beats.

Af danske kendte navne byder festivalen på et gensyn med GinmanBlachmanDahl ft. Fredrik Lundin, der hylder den afdøde mester Wayne Shorter, Palle Mikkelborg / Jakob Bro / Marilyn Mazur, der præsenterer musikken fra det populære album “Returnings” i historiske Bremen Teater, “Milton på Svenska” ført an af Steen Rasmussen, Josefine Cronholm og gæstestjernen Celso De Almeida, DR Big Band & Annisette, Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter, Bremer/McCoySnorre Kirk European Quartet, samt den næste generation af jazzfornyere som Baryl, Dame Dearest (Emma Sehested Høeg), Svaneborg Kardyb m.fl.

Plus mange flere, som offentliggøres i løbet af foråret her på Jazz.dk og på festivalens Facebook-side. Tilmeld dig Copenhagen Jazz Festivals nyhedsbrev, hvor du løbende får det seneste nyt og mulighed for eksklusivt forsalg for alle modtagere.

Den 44. udgave af Copenhagen Jazz Festival finder sted på 120 spillesteder fra den 30. juni til 9. juli. Tak til Nordea-fonden, Statens Kunstfond, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.