Se de første navne på Vinterjazz 2024
Opdateret 13. december
Den landsdækkende musikfestival Vinterjazz sætter musikken tilbage på landkortet den 1.-25. februar 2024. På årets program finder man både danske og internationale hovednavne, fremtidens jazzhåb, landsdækkende turnéer, de enestående særprojekter og meget mere
Vinterjazz 2024 er som altid garant for en skarp vifte af musikalske oplevelser, hvor en række kunstnere er på besøg fra det internationale jazzlandskab. Blandt dem finder man den britiske saxofonist og sanger Alabaster DePlume, hvis mix af spirituel jazz, spoken word, ethio-jazz agerer festival warm-up med en koncert på Loppen i København den 30. januar og i dagene efter kan opleves på Voxhall i Aarhus og Teater Momentum i Odense. Polske Kinga Głyk er tæt på et moderne jazzfænomen, der i en ung alder strøg til tops i kraft af sit talent og sine virale videoer – under den kommende Vinterjazz optræder den meteoriske bassist for første gang i Danmark på Tobasgaarden i Assens. Japanske Otomo Yoshihide – turntablist, producer, guitarist m.m. – er en stjerne i sit hjemland, men et måske lidt ukendt navn herhjemme. Oplev ham som fetival-warm up på Radar i Aarhus og på KLEIN i København med en artist talk på RMC – Rytmisk Musikkonservatorium mellem de to koncerter. Den svenske pianist Joel Lyssarides er blandt hjemlandets mest hotte jazznavne i disse år og kommer i anledning af festivalen til Kedelhuset i Silkeborg med sin trio.
Foruden de mange internationel kunstnere, som optræder på programmet i eget navn, er der også denne gang en række udenlandske navne, der kan opleves som gæster/features med hjemlige projekter og grupper. Sangerinde og komponist Camilla Dayyanis ensemble får besøg af de to iranske musikere Mohammad Ali Merati og Nazanin Ranjpour samt strygere i Nørremarkskirken i Vejle. Den italienske pianist Antonio Zambrini lægger vejen forbi Bygningen i Vejle og Sejs-Svejbæk Kirke i Silkeborg med sin danske trio bestående af Jesper Bodilsen og Martin Andersen. Den anmelderroste danske trio Little North har i anledning af festivalen taget deres norske trompetist fra det seneste album, Oscar Andreas Haug, med til både Skanderborg Kulturhus og Platform K i Horsens.
En af Vinterjazz’ største styrker er festivalens turnéer, muliggjort af dens længde og geografiske spredning. I 2024 kan du blandt andet se frem til lidt af et topmøde i dansk jazz, når trommeslager Stefan Pasborg, pianist Carsten Dahl og saxofonist Fredrik Lundin tager deres nye triosamarbejde med rundt til Svanekegaarden på Bornholm, Godset i Kolding og Giant Steps i Svendborg. Medrivende sammenspil er der også på programmet med prisvindende Girls in Airports, der drager på tur det meste af februar. Glæd dig også til den amerikanske guitarstjerne Kurt Rosenwinkel, der er featured guest, når den herboende guitarist Alain Apaloo tager sit storband Api Pipo ud på landevejene – afrojazz med groovy energi og spirituel dybde.
Blandt årets særprojekter finder man et unikt møde mellem den norske ECM-trompetist Arve Henriksen, sanger/sangskriver Janne Mark og Aarhus Jazz Orchestra – fang dem i Brorsons Kirke i København, Musikhuset Aarhus og Musikkens Hus i Aalborg. DR Big Band kaster sig under festivalen ud i en række aftener med fortolkninger af nogle af det 20. og 21. århundredes mest jazzbevidste sangskrivere i pop/rock-traditionen, nemlig Steely Dan.
Bud på fremtidens jazznavne er som altid stærkt repræsenterede på Vinterjazz, denne gang med navne som Tigeroak, Astrid Engberg, Alawari, en talentaften præsenteret af JazzHouse og Vega med Dvæl + Habitual Invasion of Asare + Hein Westgaard og mange andre.
Den 23. udgave af Vinterjazz finder sted fra 1.-25. februar hos flere end 150 spillesteder og arrangører i hele landet. Tak til Nordea-fonden og Statens Kunstfond.