Kom tættere på Københavns jazzklubber under Copenhagen Jazz Festival


Om kort tid lyder startskuddet til Copenhagen Jazz Festival 2016, og frem mod festivalen varmer vi op med en række guides, der giver en vej gennem festivalens overflødighedshorn af et program. Herunder sætter vi fokus på et udvalg af Københavns helårsaktive jazzspillesteder og -arrangører, der har hver deres ekspertise og skaber en vifte af festivaløjeblikke i jazzklubberne.

I København K finder man historiske steder som La Fontaine, Sofiekælderen og Jazzhus Montmartre. Der er oplevelser for gæster, der elsker New Orleans og den moderne jazz hos JazzCup, Charlie Scott’s og Huset-KBH, samt jazzpionerer og masser af yngre eksperimenter hos Jazzhouse, 5e og Koncertkirken. Samtidig har København et rigt arrangørliv hos foreningerne Jazz Club Loco, Paradise Jazz, Amagerbro Jazz, samt pladekollektiverne ILK og Barefoot Records, som på hver sin måde peger ind i det ukendte med vægt på nyskabende kompositioner og improvisation.

Alt i alt rummer Copenhagen Jazz Festival 2016 mere end 1300 koncerter og 120 spillesteder fordelt over hele Storkøbenhavn. Se det samlede program og besøg spillestederne via www.jazz.dk.

 

Jazzcup

På Jazzcup, der har adresse i Gothersgade tæt ved Kongens Have, kan man både købe musik og kaffe og samtidig få en gedigen liveoplevelse. Jazzcup er nemlig kombineret pladeforretning, café og spillested. Stedet er en del af Jazzklubben, som så dagens lys i 1987 med det formål at være ambassadør for såvel den kendte som den ukendte jazz. Denne mission er blevet overført til Jazzcup, der hver fredag og lørdag eftermiddag året rundt og hver dag under jazzfestivalen byder på koncerter.

CJF2016: Bob Rockwell, Jesper Thilo, Uffe Steen, Veronica Mortensen m.fl. // SE PROGRAM

 

husetkbh

Huset-KBH

Huset-KBH er Danmarks første kulturhus med imponerende 1.400 årlige arrangementer. Med dets placering tæt på Gammel Strand og Nytorv ligger Huset helt centralt i København.

Gårdhaven ligger i den lille, hyggelig gård ved Huset og vil under jazzfestivalen have fokus på unge jazztalenter. Analog Bar er ”den lille” bar i Huset-KBH. I Analog Bar afholdes der koncerter, oplæsninger, performances og poetry slam i de hyggelige kælderlokaler ud til Rådhusstræde. Musikcaféen på Husets 3. sal byder året rundt på et tætpakket koncertprogram. Den lave scene og de uprætentiøse rammer gør Musikcaféen til et intimt koncertsted med musik inden for et væld af genrer.

CJF2016: Dawda Jobarteh & Stefan Pasborg, Greve/Forsby, Alain Apaloo, New Kids og mange flere // SE PROGRAM

 

Paradise Jazz & Toneart

Paradise Jazz har hjemme på 1. salen i Huset-KBH, hvor klubben præsenterer koncerter med cremen fra dansk jazz foruden big band-koncerter den sidste mandag i måneden. ToneArt er en komponist-sammenslutning, fortrinsvis for større ensembler og med vægt på det kompositoriske element. Under festivalen rykker ToneArt ind hos Paradise i Huset-KBH.

CJF2016: Fredrik Lundin “De Fem På Nye Eventyr”, Kathrine Windfeld Big Band, Peter Danstrup Sacrified og mange flere // SE PROGRAM

 

Kvarterhuset / Amagerbro Jazz

Kvarterhuset er et 4.000 kvadratmeter kulturhus centralt på Amager, som tilbyder mange forskellige arrangementer. Kvarterhuset har altid tilbudt jazzkoncerter blandt mange andre genrer, men har fra efteråret 2013 i fællesskab med en gruppe lokale jazzmusikere og musikentusiaster skabt en egentlig jazzklub med navnet Amagerbro Jazz.

CJF2016: Kirk Knuffke, Alexander von Schlippenbach, Nikolaj Hess m.fl. // SE PROGRAM

 

montmartrefoto

Jazzhus Montmartre præsenterer amerikanske gæstestjerner

Jazzhus Montmartre er en institution i dansk jazz og åbnede for første gang i 1959. Allerede dengang tiltrak stedet verdensstjerner som Dexter Gordon, Ben Webster og Stan Getz, men lukkede ned i 1995 efter mange år som flagskib for amerikansk og dansk jazz. I 2010 genåbnede Jazzhus Montmartre på dets oprindelige adresse i Store Regnegade i Indre By, og man kan nu igen opleve jazz på den lille, legendariske scene.

Unsung Heroes på Copenhagen Jazz Festival 2016: Ronnie Cuber (US), Larry Willis & Warren Wolf (US), Dave Kikoski (US) + Jam Sessions hver aften // SE PROGRAM

 

Sofiekælderen / Sofies Jazz Klub

Sofiekælderen Christianshavn har været et af Indre Bys vigtigste spillesteder for jazz siden begyndelsen af 1970’erne, hvor den fortsatte noget af ånden fra det oprindelige Montmartre. Her har en bred vifte af alsidige jazz-musikere og ensembler i tidens løb givet utallige besøgende mindeværdige koncerter.

CJF2016: George Garzone, Sophisticated Ladies, Jacob Dinesen m.fl. // SE PROGRAM

 

La Fontaine – byens ældste jazzklub

La Fontaine – som er Københavns ældste jazzklub – er kendt og berygtet for sit natteliv og den jam-scene, som sidste år fik besøg af Lady Gaga. Året rundt holder navne som Mads Mathias, Michael Blicher, Kjeld Lauritsen, Hans Ulrik, Frands Rifbjerg osv. kog i gryden.

CJF2016: Kjeld Lauritsen/Miriam Mandipira, Jacob Fischer, Jam Sessions // SE PROGRAM

 

Charlie Scott’s & Fringe Jazz Fest New Orleans

I Skindergade ligger Charlie Scott’s. Under festivalen lægger baren lokaler til Fringe Jazz Fest, der byder på både eftermiddags-, aften- og natkoncerter. På programmet er fortrinsvis unge musikere med stor kærlighed til old-school swing, traditionel jazz, blues, New Orleans funk og relaterede stilarter. Charlie Scott’s blev i 2014 kåret af JazzDanmark til årets jazzspillested i Danmark, og er et af stederne at gå hen, hvis man er til festlig, velswingende og dansabel jazz.

Læs mere og se program: FRINGE JAZZ FEST 2016

 

Jazzhouse præsenterer internationale pionerer og ny eksperimenterende musik

Spillestedet Jazzhouse lægger vægt på internationale pionerer og ny eksperimenterende musik fra ind- og udland. Blandt årets profiler er den 78-årige jazzguru Charles Lloyd og det legendariske Sun Ra Arkestra, der markerer deres 60 års jubilæum i den astrale jazz’ tjeneste. Oplev desuden danske profiler som Mette Rasmussen, August Rosenbaum og Jasper Høibys Phronesis.

CJF2016: Charles Lloyd New Quartet (US), Sun Ra Arkestra (US), Phronesis, Mette Rasmussen m.fl. // SE PROGRAM

 

5e / ILK Music

Pladeselskabet og musikerkollektivet ILK har det seneste ti år stået for noget af det mest eksperimenterende og spændende danske jazz. Under sommerens festival rykker pladeselskabet ind på 5e i Den Brune Kødby – en gammel slagtestald, hvis afskallede murstensvægge og bare betongulv danner den perfekte ramme for den grænsesøgende musik.

CJF2016: Lotte Anker, Jacob Anderskov, Stefan Pasborg m.fl. // SE PROGRAM

 

Loppen / Jazz Club Loco

Jazz Club Loco er en klub for jazz og anden eksperimentalmusik med mere end 15 år på bagen. Klubben ser det som en vigtig forudsætning for jazzens udvikling i Danmark, at yngre og eksperimenterende aktører gives lejlighed til at præsentere sig selv for et større publikum. Det får de mulighed for, når Loco rykker ind i Loppen på Christianias rå og karismatiske lokaler tre dage under festivalen.

CJF2016: Boneshaker (US/NO), SVIN, Slowolf & special guests // SE PROGRAM

 

Koncertkirken_foto Kristoffer Juel Poulsen 2015_hi res_06

Koncertkirken

I efteråret 2009 blev Blågårds Kirke på Nørrebro omdannet til koncertkirke. Siden har publikum kunnet nyde et væld af både klassiske og rytmiske koncerter. Under festivalen præsenterer KoncertKirken overvejende koncerter med kunstnere fra den eksperimenterende, danske jazzscene.

CJF2016: Mia Dyberg Improviser Summit, Jacob Anderskov, Anker-Neumann-Vorfeld (DE/DK), Marc Ducret (FR) // SE PROGRAM

 

Christianshavn Beboerhus / Barefoot Records

Barefoot Records er et musikdrevet pladeselskab bestående af musikere fra Danmark, Norge, Finland og Estland. Selskabet udgiver plader inden for et bredt felt af genrer: Fra folk over improviseret musik til avantgarde. Fælles for de meget forskellige projekter er kvaliteter som originalitet og kunstnerisk integritet. Under sommerens festival har Barefoot hjemme i Christianshavns Beboerhus – et multikulturhus midt på det populære Christianshavn.

CJF2016: Tomasz Dabrowski, Jeppe Zeeberg, Alexander von Schlippenbach // SE PROGRAM

 

Christiania Børneteater

Christiania Jazzclub præsenterer jazzkoncerter på Christianias Børneteater hver onsdag og fredag året rundt – og selvfølgelig også under Copenhagen Jazz Festival. Med sine sene jamsessions, der starter når de fleste af festivalens andre spillesteder har lukket for aftenen, er det afslappede og uformelle Børneteater et godt bud på et sted at slutte sine jazzaftener.

CJF2016: Henrik Pultz Melbye, Al Agami, Ned Ferm m.fl. // SE PROGRAM

 

Bartof Café / Bartof Station

Et stenkast fra Fasanvej Metrostation på Frederiksberg finder du dette vaskeægte mekka for musik, kaffe, øl og musik. Bartof Café er ren retro og har eksisteret i 20 år. Ølsortimentet er omfattende og kaffen super. Her er jazz, mad, vin, gamle lamper i loftet, udeservering ved springvand samt salg af kunst og vinyler.

Lige over for Frederiksberg Centret og kun 40 meter fra Frederiksberg Metrostation ligger Bartof Station. Spillestedet byder på hyggelige omgivelser og god øl, en perfekt kombination når det handler om at nyde én af de mange koncerter der afholdes på stedet. Under festivalen afholder Bartof Station daglige koncerter i både eftermiddags- og aftentimerne.

CJF2016: Paul Banks, Mikkel Nordsø, Christina von Bülow, Reve Boheme, Nikolaj Hess m. fl. // SE PROGRAM

 

The Standard

I det gamle toldhus på Havnegade ligger jazzklubben The Standard, der tilbyder intime jazzkoncerter på højt niveau og projekter, som konceptualiseres, kurateres og produceres eksklusivt for jazzklubben. The Standard ligger under samme tag som restauranterne Almanak, Verandah og Studio, der med sin Michelinstjerne giver gæsterne mulighed for at lægge en stor smagsoplevelse oven i jazzen.

CJF2016: Gary Peacock, Alvin Queen, Niels Lan Doky m. fl. // SE PROGRAM

 

Palæ Bar

Palæ Bar er et af Københavns klassiske værtshuse – et intimt sted fyldt med ånd og historie. På væggene hænger ægte kunst og musikinstrumenter og vidner om stedets stærke tilknytning til kunsten og jazzen. Året rundt afholdes der søndage med jazz og poesi, og på festivalens første dag uddeles hvert år Palæ Bars Jazzpris til en fremtrædende jazzmusiker. Blandt klientellet finder man kunstnere og andre kreative sjæle samt en del journalister – rygtet siger, at store dele af de københavnske dagblades kulturredaktioner gennem tiden er blevet redigeret fra netop dette lokale.

CJF2016: Palæs Jazz Pris, Jesper Thilo, Jan Kaspersen m. fl. // SE PROGRAM

 

Copenhagen Jazz Festival har eksisteret siden 1979 og er én af Europas største jazzfestivaler. Den 38. udgave af Copenhagen Jazz Festival tæller mere end 1300 koncerter fordelt på 120 spillesteder den 1.-10. juli 2016. Info & program: www.jazz.dk/koncerter