Studiereportage – Levende Billeder og Fuzzy fortolker danske tv- og filmklassikere


Et nyt projekt og et topmøde mellem en af Danmarks få moderne komponister og en af landets bedste trommeslagere ser dagens lys under Copenhagen Jazz Festival 2016. Under navnet Levende Billeder har Emil de Waal samlet et lille hold af stærke folk fra både jazzen og lyrikken – og inviteret den levende legende Fuzzy med på scenen til nyfortolkninger af 1970’erne og 80’ernes musik fra film og tv.

Koncerten finder sted på udendørsscenen ved Kulturhuset Islands Brygge den 2. juli i forbindelse med koncertrækken Jazz by the Sea. Og det er ikke helt tilfældigt, at det lige er Emil de Waal, der nu hylder fortidens filmiske toner.

– For mig er meget af musikken soundtracket til min barndom og ungdom, som i høj grad gjorde ekstra indtryk fordi de levende billeder, der hørte til, var ikoniske. Mange af instruktørerne og komponisterne var på en eller anden måde omkring mit barndomshjem. Så det er hjerteblod, personlig historie og stor kærlighed for mig, siger han.

Som manden bag en lang række af film og tvs mest ikoniske melodier er det derfor også lidt af et scoop, at det er lykkes de Waal at få komponisten Fuzzy med ombord. Han er nemlig en af landets største komponister til mediet og har studeret under folk som Stockhausen, Ligeti og Per Nørgård.

– Det er en stor gave at få lov spille musikken live sammen med ham. Det sker nærmest aldrig, at Fuzzy spiller live. Fuzzy har også komponeret et stykke elektronisk musik særligt til denne aften og konstellation. Det er jeg virkelig spændt på, forklarer Emil de Waal.

De resterende medlemmer af gruppen er heller ikke til at overse. Multiinstrumentalist Gustaf Ljunggren, træblæservirtuos Lars Greve og gadepoeten Claus Høxbroe udgør resten af kvintetten, der improviserer sig frem til nye bud på nogle af filmmediets største musikalske klassikere. Foruden Fuzzys musik fra film og serier som Dansen Med Regitze, En By i Provinsen og Samson og Sally kan publikum se frem til spritnye versioner af numre fra film som Gummi-Tarzan, Mig og Charlie, Bennys Badekar, Buster og mange flere.

Levende Billeder feat. Fuzzy
Lørdag den 2/7, kl. 20:00
Kulturhuset Islands Brygge / Jazz by the Sea – INFO // KØB BILLETTER

Copenhagen Jazz Festival har eksisteret siden 1979 og er én af Europas største jazzfestivaler. Den 38. udgave af Copenhagen Jazz Festival tæller mere end 1300 koncerter fordelt på 120 spillesteder den 1.-10. juli 2016. Info & program: www.jazz.dk/koncerter

I studiet med Levende Billeder feat. Fuzzy (Foto: Kristoffer Juel Poulsen)

Levende Billeder feat. Fuzzy. Copenhagen Jazz Festival 2016.

Levende Billeder feat. Fuzzy. Copenhagen Jazz Festival 2016.

Levende Billeder feat. Fuzzy. Copenhagen Jazz Festival 2016.

Levende Billeder feat. Fuzzy. Copenhagen Jazz Festival 2016.

Levende Billeder feat. Fuzzy. Copenhagen Jazz Festival 2016.