Vega tjekker ind på Copenhagen Jazz Festival med DJ Shadow og Ibrahim Electric marathon-koncert


Spillestedet VEGA er stolte over at præsentere to toneangivende musiknavne under Copenhagen Jazz Festival, sampling-tryllemageren DJ Shadow og de multi-talentfulde jazzlegebørn fra Ibrahim Electric. Traditionelt har jazzen altid været en genre, som har søgt nye afkroge af musikken. Den er kendt for at udfordre og eksperimentere med kreative udtryk. De to koncertoplevelser i VEGA under jazzfestivalen er ingen undtagelse.

 

Ikonisk DJ Shadow udfordrer nyt jazzterræn med hiphop-æstetikken i behold

DJ Shadow har gennem sin karriere utrætteligt skubbet udviklingen af samplingkulturen fremad. Det kommende album fra producerens hånd, The Mountain Will Fall, der udkommer i juni, er ingen undtagelse. Hiphop-æstetikken er stadig tilstede i form af samarbejder med Run The Jewels på ”Nobody Speak”, men bliver også udfordret på ”Ashes To Oceans” med jazzmusikeren Matthew Halsall, og tangent-geniet Nils Frahm har også en finger med på de 12 nye sange.

Debutpladen Endtroducing sikrede DJ Shadow en plads i Guinnes Rekordbog i 1996 for netop at være lavet udelukkende ved hjælp af samplinger. Siden da har han cementeret sin innovative stil gennem samarbejder med Blackalicious, Zack de la Rocha, Mos Def, Cut Chemist samt U.N.K.L.E-projektet med James Lavelle. The Mountain Will Fall er det første album fra DJ Shadow i fem år, og koncerten i VEGA er det eneste skandinaviske stop på denne turné.

6/7: DJ Shadow (UK) i Store VEGALæs mere & køb billet

 

Ibrahim Electric spiller publikum i jazz-nirvana med marathon-koncert

Marathon-koncerter er lidt af en sjældenhed i VEGAs program, men den 8. juli har de fornøjelsen af at kunne præsentere hele seks timers genreeksperimenterende herligheder med fandenivoldske Ibrahim Electric. Trioen har aldrig været blege for at tage en udfordring op, og de tre modige mænd vil i Lille VEGA gøre et bravt forsøg på at spille deres seks trio-albums i træk, kun afbrudt af én kort vandpause. Det bliver med al sandsynlighed første og sidste gang, du ser Ibrahim Electric forsøge sig med denne koncertform, som kommer til at foregå under Copenhagen Jazzfestival i to dele. Det er lidt af et ”must see” for jazzfans.

I første del af showet kommer musikken fra bandets tre første trio-albums, som var med til at give bandet et internationalt navn, nemlig Ibrahim Electric, Absinthe samt Brothers of Utopia. Anden afdeling indeholder Royal Air Maroc, Isle of Men og afsluttes med det sidste nye album, Rumours from Outer Space.

Ibrahim Electric består af intet mindre end tre store kapaciteter inden for dansk musik: Guitarist Niclas Knudsen, trommeslager Stefan Pasborg og Hammond-organist Jeppe Tuxen. Alle har de skabt sig et navn på den danske og internationale musikscene – både i egne projekter og som ”side-men” hos forskellige kunstnere i ind- og udland.

8/7: Ibrahim Electric Marathon-koncert i Lille VEGALæs mere & køb billet