Guide: Den skæve side af Copenhagen Jazz Festival 2023
Ligeså vel som jazzen kan kæle for øregangene med fløjlsbløde toner og velklingende harmonier, kan den kradse og i den grad være på tværs. Dykker man ned i programmet for de mere end 1000 koncerter på årets Copenhagen Jazz Festival, pibler et eklektisk, spændende udvalg af avantgarde-, free-, improv- og eksperimenterende jazz frem
I guiden her har festivalen samlet noget af det bedste fra den skæve side af Copenhagen Jazz Festival 2023. Det er koncerter i spændende, alternative settings præsenteret af nogle af de mange kollektiver, initiativer og kuratorer, som kredser på den stærke, danske improv-scene, men også koncerter på etablerede venues:
I/O Series / 30. juni – 8. juli
Den fremmelige danske jazztrommeslager og -entreprenør Kresten Osgood åbner under årets Copenhagen Jazz Festival en helt ny scene i Boghallen under titlen I/O Series. Her skal de fire internationale avantgarde-giganter LaDonna Smith, Els Vandeweyer, Maggie Nicols og Joëlle Leandre krydse musikalske klinger med nogle af de mest anerkendte herboende improvisatorer i duo- og trioformater, og det bliver ikke kedeligt! Matinékoncertrækken er kurateret af Osgood, som også selv optræder i forskellige konstellationer med de fire særligt inviterede musikere.
Skuespilhusets Foyer / 1.-9. juli
Copenhagen Jazz Festival og Det Kgl. Teater præsenterer jazz i Skuespilhusets smukke foyer, hvor prisvindende kunstnere, dansk-internationale konstellationer og fænomenale improvisatorer indtager scenen fra den 1.-9. juli. Oplev blandt andet den Nordisk Råds Musikpris-nominerede danske trommeslager, sanger og komponist Anja Jacobsen (Selvhenter) med sit soloprojekt Frk. Jacobsen, “The Music of Kenny Wheeler” feat. The North og den legendariske jazzsangerinde Norma Winstone samt en storstilet John Tchicai-hyldest med et drømmehold af musikere fra den danske jazzscene.
ILK / 5e / 30. juni – 9. juli
Musikerkollektivet ILK reflekterer Københavns levende undergrundsscene gennem deres mange udgivelser inden for både nye musikalske hybrider, avantgarde, improv og jazz fra internationalt anerkendte musikere. ILK har i en del år holdt hof i de rå lokaler i den brune kødby på 5E, og igen i år præsenterer de et overdådigt program af over 40 koncerter, som vil vække det gamle slagtehus til live med boblende energi under Copenhagen Jazz Festival. Oplev blandt andet den utrolige, genrebrydende sangerinde Almut Kühne, altsaxofonist Laura Toxværd – kendt for sin geometriske post-jazz, i trio-opsætning med Jeppe Zeeberg og Ole Mofjell – og den toneangivende danske avantgardist Jacob Anderskov, som opfører værket “EMERALD” med en håndfuld stærke profiler fra det danske musikland.
Brønshøj Vandtårn / Noisy Beehive / 6.-8. juli
Over tre aftener i det unikke rum i Brønshøj Vandtårn inviterer den eksperimenterende arrangør Noise Beehive til tre helt særlige koncerter. Publikum kan se frem til den belgiske singer-songwriter Audri, som med sit band spiller komplekse, eksperimenterende sange befolket af fyldige harmonier og rytmiske landskaber à la Kate Bush og Paul Simon, samt den portugisiske vokaltrio Guarda-Rios, som med fælles kærlighed til hjemlandets folkemusik og fri udforskning af stemmen begiver sig ud i spontant opståede a cappella-arrangementer. Endelig kan man glæde sig til herboende australske Calum Builder, der indsvøber vandtårnets unikke akustik i de bølgende toner fra hans selvbyggede, rekonstruerede pibeorgel med besøg af lydkunstner Simon Mariegaard.
KoncertKirken / 30. juni – 9. juli
KoncertKirken forvandles hvert år under Copenhagen Jazz Festival til et kraftcenter for samtidsmusik, avantgardejazz, ny kompositionsmusik, uforlignelige danske og internationale samarbejder og møder mellem ny, ung avantgarde og etablerede legender. Igen i år er programmet spækket, og KoncertKirken er i den grad et besøg værd i løbet af festivalen. Publikum kan blandt andet glæde sig til at opleve den tyske improvisator og stemmekunstner Ute Wasserman i stævne med den amerikanske lydkunstner Andrea Parkins og saxofonist Lotte Anker, freejazz-klavertrioen SPACE – Ullén/Bergman/Lund og ikke mindst den unge danske strygekvartet Halvcirkel, der under festivalen fremfører et blandet program af egne kompositioner, Caroline Shaw, Terry Riley og Philip Glass.
Husets Biograf / Barefoot Records / 6.-8. juli
Husets Biograf, som til daglig danner rammen om et originalt program af kultklassikere, ukendte film og Københavns hæderkronede børnefilmklub, bruges også ofte som scene til live jazz. Under årets Copenhagen Jazz Festival åbner Husets Biograf atter scenen for et stærkt program af improv- og avantgardejazz med adskillige højdepunkter, kurateret og arrangeret af musikerkollektivet Barefoot Records. Publikum kan f.eks. glæde sig til koncert med medlemmerne fra kollektivet forenet i et allstar-band.
Mellemrummet / 2.-9. juli
Den frivilligdrevede non-profit-café Mellemrummet, som er en del af Mellemfolkeligt Samvirke, lægger ligeledes scene til et sprudlende program med fokus på improvisation, danske talenter og spændende musikalske møder. Højt på listen står blandt andet kvartetten Ulander/Emmeluth/Gregersen/Nilsson, hvor fire musikere med hver deres afsæt forenes i et unikt skandinavisk møde samt det multi-nordiske septet-fænomen Horse Orchestra og deres originale, humoristiske, post-postmodernistiske udtryk.
Flere Fugle / 2-8. juli
Flere Fugle i Nordvest fungerer dagligt som bageri og bar, men der bydes også jævnligt indenfor til koncerter og andre arrangementer i de uformelle rammer – selvfølgelig også til Copenhagen Jazz Festival igen i år. Her kan publikum blandt andet se frem til at opleve en musikalsk fortolkning af den kvindelige græske oldtidsdigter Sapfos poesi med Shorty Sappho samt det imponerende OKTO Ensemble, der udgøres af dobbelt kontrabas, dobbelt klaver, horn, stemmer og maleriske trommer.
KLEIN – Karens Minde Kulturhus / 2-9. juli
Karens Minde Kulturhus’ spillested KLEIN er hele Sydhavnens spillested, men har især en kærlighed til det vildtvoksende, DIY-pionerånden og de kreative eksperimenter. Under årets festival præsenterer KLEIN et vidtfavnende program, der både byder på progressive projekter og folkekære koryfæer. I den mere avantgardistiske del af programmet kan man glæde sig til Michiyo Yagi, som er klassisk trænet på det store kinesiske strengeinstrument koto. Yagi kan her opleves i konstellation med Johanna Sulkunen, som opfører sit værk “Terra”.
Christianshavns Beboerhus
Christianshavns Beboerhus har efterhånden cementeret sin status som et vigtigt sted for den alternative scene og impro-miljøet i København. Også under Copenhagen Jazz Festival åbner de for et spændende og eksperimenterende program, hvor nogle af højdepunkterne tæller den herboende slovakiske saxofonist og komponist Michaela Turcerová, som optræder med trommeslager Ivar Myrset Asheim og pianist Simon Toldam i trioen TRIP. Glæd dig også til Mia Dyberg Trio, der byder på freejazz med narrative motiver og skæve time-stretch-grooves.
Copenhagen Jazz Festival 2023 åbnes den 30. juni og fortsætter frem til 9. juli på flere end 100 spillesteder i hele byen. Tak til Nordea-fonden, Statens Kunstfond, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.