LAMBERT: I AM NOT LAMBERT

LAMBERT er tilbage. Eller måske har han aldrig været væk. Måske har han faktisk aldrig været der i første omgang. Det nytter dog ikke at spørge. Du skulle først finde ham. Og måske ville du alligevel spørge den forkerte. Kan du være sikker på, at det er ham bag den sardinske maske og ikke en snedig bedrager? Ville du ikke være nødt til at afsløre, hvad der gemmer sig bag forklædningen – og måske opdage, at det er en helt anden? Og betyder noget af det i sidste ende overhovedet noget, når fakta taler for sig selv? LAMBERT er tilbage. Han udgiver et nyt album. Han har kaldt det I AM NOT LAMBERT.

Lad os starte dér. I AM NOT LAMBERT er klassisk Lambert og vidner om den opfindsomhed og alsidighed, der gennem de sidste tolv år har indbragt stor ros til den Berlin-baserede pianist, komponist og producer. Samtidig er albummet markant anderledes – det er det første af hans udgivelser med væsentlige vokalelementer....

LAMBERT: I AM NOT LAMBERT

LAMBERT er tilbage. Eller måske har han aldrig været væk. Måske har han faktisk aldrig været der i første omgang. Det nytter dog ikke at spørge. Du skulle først finde ham. Og måske ville du alligevel spørge den forkerte. Kan du være sikker på, at det er ham bag den sardinske maske og ikke en snedig bedrager? Ville du ikke være nødt til at afsløre, hvad der gemmer sig bag forklædningen – og måske opdage, at det er en helt anden? Og betyder noget af det i sidste ende overhovedet noget, når fakta taler for sig selv? LAMBERT er tilbage. Han udgiver et nyt album. Han har kaldt det I AM NOT LAMBERT.

Lad os starte dér. I AM NOT LAMBERT er klassisk Lambert og vidner om den opfindsomhed og alsidighed, der gennem de sidste tolv år har indbragt stor ros til den Berlin-baserede pianist, komponist og producer. Samtidig er albummet markant anderledes – det er det første af hans udgivelser med væsentlige vokalelementer. “Min musik har altid været sangorienteret,” siger han, “så det føltes naturligt at se, om det fungerede så godt, som jeg troede. Sange fylder meget i det, jeg lytter til, så at præsentere musik på denne måde er vel bare mig, der er… jeg ved ikke… ærlig?”

Faktisk begynder I AM NOT LAMBERT med, at Lambert selv synger – til tider gennem vocoder – midt i de blide bevægelser på “Spirit”. Den australske Berliner Kat Frankie bidrager med dæmpede toner på det luftige “So Unkind”, og en gammel ven, Dekker, dukker også op og lægger harmonier over den sjælfulde ro i “The Sum”, som til sidst udvikler sig til en inderlig, Prince-lignende bekendelse. Der er også Goodwin (Rob Goodwin fra The Slow Show), som tilfører en slidt, følelsesladet vokal til det hjerteskærende “Hurts Like You” – en ubevidst genantændelse af ånden fra Lambchops Is A Woman. Men ingen af disse tre er Lambert.

Det er hans faste samarbejdspartnere heller ikke: Daniel Schaub (guitar, bas, trommer), Marie-Claire Schlameus (cello) og Ralph Heidel (saxofon, klarinet, fløjte). Sammen tilfører de bløde nuancer til numre som det rørende “All At Once”. Heidel træder også frem på det elegante “The Garage”, mens Schlameus spiller en fremtrædende, beroligende rolle på “Parthenope”, hvor klaverets øverste linje er inspireret af Paolo Sorrentinos seneste film, mens de dybere toner tikker som et urværk. Lambert sætter sig endda selv bag trommesættet – som i sin ungdom – på “We’ll Be Safe Here”, “The Sum”, “The Garage” og “The Chase”, der begynder som en blanding af John Carpenter og Debussy, før den elegant skifter retning. Er det den Lambert, vi kender?

“I AM NOT LAMBERT,” erklærer coveret. “Jeg er mange,” svarer musikken. Så side om side med spor af 00’ernes inspirationer (Bright Eyes, Fiona Apple, Jon Brions musik til Eternal Sunshine of the Spotless Mind) finder man også tegn på hans passion for jazz – en kærlighed, der går tilbage til før Lambert blev Lambert og som stadig lever i den podcast, han laver sammen med musikeren Felix Weigt. “We’ll Be Safe Here” fremviser et elegant Rhodes-klaver, og “Gingerly” kombinerer kammermusikalsk intimitet med en fingerfærdighed, som Oscar Peterson ville misunde. Omkring midnat lægger endnu en gammel ven, Kenny Warren – nej, heller ikke han er Lambert – trompet på det dvælende “You Don’t Like Me”, mens “It Will Happen Either Way” er så skrøbelig som kinesisk porcelæn.

Som en dirigent, der skifter mellem dur og mol, har Lambert i ni album arbejdet med idéer om identitet, selvom det ikke var hans oprindelige intention. I begyndelsen udsprang masken blot af et ønske om at lægge fortiden bag sig. “Jeg ville ikke have, at folk vidste noget om mig,” fortæller han om debutalbummet fra 2014. “Jeg ville bare starte på en frisk.” Men hovedbeklædningen udviklede sig til et symbol og et lokkemiddel, der trak publikum til. Lambert blev “Manden med masken”, og det viste sig – ikke mindst i mødet med medierne – at passe ham ganske godt.
“Jeg skulle tale meget om det, især om at gemme sig, men det gjorde mig ikke noget,” forklarer han. “Det var bedre end at tale om mine fiaskoer.” Den slags lette bemærkninger blev endnu et kendetegn, selvom han fastholder, at det ikke var en forsvarsmekanisme. “Jeg har ikke brug for beskyttelse,” siger han med et alvorligt ansigt. “Min musik er god. Det er jeg sikker på. Den behøver ikke være alvorlig for at være god, og det behøver jeg heller ikke. Jeg ser det ikke som finkultur – bare som sange.” Så bryder han ud i grin: “Meget gode sange, selvfølgelig.”

For nogle er denne uformelle tilgang blevet et tegn på autenticitet, og hans mangel på prætention – tolket som en modvilje mod at “spille spillet” – er blevet set som forfriskende. Lambert virkede måske slet ikke til at skjule noget. Hvis han sagde, at hans seneste soloalbum, Actually Good, var soundtracket til en tv-serie, hvor han selv skulle have spillet en hærdet, maskeret detektiv, hvem var vi så til at modsige det? Vi var jo heller ikke detektiver.

Alligevel vidste få, hvem der egentlig gemte sig bag masken. Tog han den af – selv til sine egne koncerter – var han pludselig ugenkendelig, hvilket kun rejste flere spørgsmål. Hvis Lambert forsvandt, kunne musikken så overleve? Og var den overhovedet hans, hvis han ikke længere skjulte sig? For at finde ud af det begyndte han – om end kun midt i koncerterne – at tage sin efterhånden ikoniske maske af. Overraskende nok gjorde det næsten ingen forskel. Masken havde måske fanget opmærksomheden, men denne dramatiske gestus viste sig blot at være en kort, underholdende afledning. Ingen havde købt billet for maskens skyld.

Først bagefter bemærkede han, hvordan afsløringen påvirkede mødet med publikum. “Når folk kunne se mit ansigt, mens vi talte,” husker han, “opstod der en anden form for forbindelse.” Det var, som om han havde lagt Lambert bag sig – og alligevel var det stadig sådan, publikum så ham. Det begyndte at blive forvirrende, især da han indså, at han selv uden masken stadig spillede en rolle. I forsøget på at bryde myten om autenticitet havde han taget den alvorligt – med uundgåelige konsekvenser. Han var fanget i et spejlkabinet.

“Når folk siger, at jeg bare skal være mig selv på sociale medier, forstår jeg det virkelig ikke,” siger han. “Hvorfor skal jeg tvinges til at være mig selv, bare fordi andre kigger med? Men algoritmen vil fortælle den historie. Jeg bliver mindet om det hver dag. Jeg vil spille klaver, mens branchen fortæller mig, at jeg skal bruge tid på Instagram på at promovere mit album og mine koncerter. Det er ikke autenticitet.”
Heldigvis nåede han frem til en vigtig erkendelse: “Det, der betyder noget, er at gøre det, jeg altid har gjort – lege med idéer, mens jeg skriver musik og leder efter pop i steder, hvor den måske ikke umiddelbart findes. Alt det andet er ikke lige så vigtigt.”

Så her er overskriften: Lambert er tilbage. På coveret til det nye album ses han tage masken af, men indeni er han stadig sig selv. Det er ikke Lambert, der er Lambert – og heller ikke Lambert, der ikke er Lambert. Som meget af hans arbejde er det det samme, men anderledes. Faktisk er det nok rimeligt at sige, at I AM NOT LAMBERT er den mest ærlige løgn, Lambert nogensinde har fortalt....

Læs mere Skjul den fulde beskrivelse.