Portræt: Concha Buika – Jazzsangerinde som en åndemaner


JAZZ SPECIAL: Concha Buika er spansk med afrikanske rødder. Fænomenal på en scene med et personligt udtryk, der både favner flamenco og afro-cubanske spor.

Af Torben Holleufer, Jazz Special (Foto: Bobby Anwar)

Concha Buika er et fænomen. Det er en skandale at så få kender den 41-årige sangerinde på disse breddegrader. Det var tydeligt ved den koncert, hun gav på Viften i Rødovre sidste år, at de fans fra Danmark og Sverige, som var mødt op, var af den fanatiske slags. Og de – vi – fik en koncert af de helt usædvanlige.

Nu er hun aktuel på Copenhagen Jazz Festival og tak for det. I kølvandet på den grammynominerede mesterskive LA NOCHE MAS LARGA har hun været verden rundt, senest på tur i USA. Hun kunne findes på forsiden af The New Yorker og hun vender tilbage til USA og Central Parks Summerstage umiddelbart inden, hun står på scenen i DR-byens koncerthus den 10. juli.

Concha Buika optræder med den ultimative sårbarhed på en scene. I en blanding af afro-cubansk, flamenco, blues og hendes helt egen originale stil. Hvis det bliver som sidst i Rødovre, har hun sine faste to akkompagnatører med i et setup, hvor hendes udladninger og unikke kommunikation med publikum, har et eget sødt og sårbart præg.

Musikerne er den kompetente cubanske pianist Ivan ”Melón” González Lewis, som nu er bosat i Spanien, men hjemme i Havanna først og fremmest markerede sig på timba-scenen, nærmere betegnet i NG La Banda-grundlæggeren Isaac Delgados mest berømte gruppe. Dertil kommer perkussionisten Ramón Suarez Escobar, og blandt de tos forcer er, når pianisten slipper tangenterne og fatter en batá-tromme og sammen med makkeren og Concha Buika fremmaner en gang uafrystelig Santería, den afro-cubanske trance, hvor Buika synes at entre en anden verden, mens slagene på trommerne transporterer lytteren på den mest dragende måde. Og der er ikke tale om skyggen af gimmick. Vi må trods alt huske, at Santería har sin oprindelse hos afrikanske slaver, der kom fra samme kyst, som er Concha Buikas oprindelse. Hvor man tror på og dyrker de samme Orishas, ånder, som på østaten i Det caribiske hav.

 

Optrådt med de bedste

Buikas seneste album LA NOCHE MAS LARGA blev Grammy-nomineret i kategorien Bedste Latinalbum. Det er en mesterlig skive, hvor hun viser hele paletten, fra santería-udflugten Siboney, som hun fik fra pianisten Chucho Valdes, til en helt vidunderlig version af Billie Holidays Don’t Explain, hvor den sprødeste flamencospiller går ind og tager klassikeren til et helt andet sted, uden at arrangementet mister en tøddel af nærvær. Ikke mindst fordi Buika med stemme som en raspende saxofon bare føjer ny alen til den gamle standard.

Hun har i det hele taget konstant arbejdet med de bedste. Efter debuten i 2000, blev det til tre album i hjemlandet Spanien, der alle var produceret af den allestedsnærværende Javier Limón, som også arbejder med Anouska Shankar og afdøde Paco de Lucía blandt mange andre. Ligesom to af hendes sange fandt vej til Pedro Almódovars film, thrilleren HUDEN JEG BOR I.

[For at læse resten af artiklen må du abonnere på Jazz Special som trykt magasin eller Online. www.jazzspecial.dk]

 

Koncertinformation:

Torsdag den 10. juli, 20:00: Concha Buika
→ DR Koncerthuset, Koncertsalen