Portræt: Nulle kan lide suset – og er pernitten


 JAZZ SPECIAL: Den efterhånden voksne klarinettist tager på Balkan-landevejen med de unge og spiller Charlie Parker i sommerferien. Og nu får han Bent Jædigs ærespris.

Samtale med Henrik Wolsgaard-Iversen, Jazz Special

—Hvad mener man egentlig med DEN SYVENDE HIMMEL? Det må vi lige finde ud af.

Nulle henter leksikonet i reolen i den imødekommende, vældigt hyggelige lejlighed i Prinsessegade, hvorfra man har udkig over graffiti-plankeværket til Staden på Christianshavn.

Han finder forklaringen:

—Det er den øverste og den bedste himmel, kendt både fra Koranen og den ældre jødedom. OK, det var lige dér jeg var, da jeg gik rundt oppe i den svenske skov og Tove (Enevoldsen) ringede på mobilen og fortalte at jeg skal modtage Bent Jædigs ærespris her i oktober. Højere kan man da ikke nå, vel? Bent er jo den mest lysende af alle de musikere, jeg har kendt – bare den måde han løftede os alle sammen på. Man stod jo andægtigt i kø, når Bent kom ind og skulle løfte os.

Elith Nulle Nykjær, som vi har kendt siden vi var børn, fra TV, Film og Jazz, er blevet 75 – det kan han godt mærke, men lader sig ikke mærke af det. Vi ved, at når Nulle spiller med Verdensorkestret, hvor som helst, er der fyldt – især på Vandkunsten til den traditionelle eftermiddag, hvor solen altid skinner – så sikkert som Juleaften.

Lige nu er han ved at vende hjem fra det varme land Serbien, hvor han er nede at spille på gade og stræder sammen med sin anden gamle halvdel, Fessor – og de unge knægte i det band som hedder Mortens Aften. Så kan de lære det, de unge (Morten Ærø, Jacob Munck, trommer og tuba).

Et nyt projekt

—Ja, det stykke, som Flemming Quist Møller skrev, Kong Gulerod og Tudeprinsessen blev jo genopført efter 23 år, og musikken skulle genindspilles. Honoraret på 25.000 kroner, blev vi enige om at bruge til en rejse ned til det sydlige. De unge mennesker har jo så travlt, så der er klippet lidt i begge ender, men vi kommer af sted. Og så har vi en fantastisk harmonikaspiller med, Anders Singh Vesterdal, og han har været nede omkring Beograd og ved hvad der sker dernede. Og vi har indspillet noget rammemusik, som vi tager med, og så er det meningen at de musikere, vi finder undervejs, en avissælger eller en rumænsk klarinettist eller hvem det nu er, spiller med, og så redigerer vi det sammen, når vi kommer hjem. Fessor har noget græsk med, og jeg har noget, Finn Otto (Hansen) og jeg spillede til Bamse i sin tid. Det er noget med tre harmonier, det skal være så enkelt som muligt. Vi er jo ikke Balkan-musikere, det er vores eget, måske noget halv-Balkan, og så ser vi hvad der sker.

—Jeg har jo en drøm om at skramle af sted i et gammelt rugbrød og spille på gader og stræder, men de unge kræver lidt mere. Nå, lad os nu se. Krakow, Budapest og rundt omkring Beograd – der må ske noget der. Jacob Munck har en fin forbindelse i Krakow, og der har vi det første faste job. Men først og fremmest skal vi høre noget og få noget musik med hjem. Det er projektet. Ærø er jo superteknisk og står for alt det med indspilningerne. Og så har han et babytrommesæt, der kan ligge i en lille kuffert med stortromme og det hele – og det lyder godt.

Dogme og sus

—I gamle dage med Finn Otto – det var jo rent dogme. Man måtte ikke trække kontokortet op ad lommen – det var det, der kom i hatten, vi skulle leve for – det var suset.

—Når man kommer med sin gamle klarinetkasse dernede i Makedonien, så bliver man jo inviteret ind på stederne, og får lidt ost og en masse vin – og spiller lidt.  Det er mere end hyggeligt.

—For 14 år siden var du med i en blindebuk her i bladet, og redaktøren siger, at du var forbløffende god.

—Næh, jeg var vist bare heldig. Jeg er jo slet ikke nørdet med jazz, ikke som Fessor – han ved jo ALT – og hjemme hos os var det min bror Bibo, som havde tjek på musikken. Han havde skabet fyldt både med 78’ere og ep’er og jeg gled jo med i det, gamle skiver hos Barnewitz og Taxa Ole. Men da vi begyndte at spille, var der ikke så meget Dizzy og Parker, det kom først senere. Det var traditionelt og den engelske revival dengang. De lidt finere folk havde forbindelser og tog til Sverige og købte skiver. Men alle traditionelle bands spillede det samme herhjemme, for vi havde de samme plader at gå efter. Vi kom til i Cap Horn efter Buerne og hed Jan Knudsens Jazzdrenge, men kom så til at hedde Cap Horn Blowers – i fem år.

—Det virker som om du kommer legende til det hele, filmroller, musik…

—Næh, det der skuespilleri kommer jeg ikke legende til, men jeg har nok et behov for at stikke snuden frem, og det gør jeg så der. Jeg ved godt at der kommer nogle musik-job fordi jeg er kendt fra TV – men på en eller anden måde er det lykkedes mig ikke at rode det sammen.

—På bodegaen kan folk jo godt finde på det, og i Sønderjylland kan man måske stadig risikere en lille røvfuld for Julekalenderen.

—Louise (Albeck, sanger og hustru) passer Verdensorkestret – det kører hun. Da jeg mødte hende, vidste jeg jo hvad jeg ville – det var rejse og spille – og det købte hun, hele pakken. De første år boede vi i en folkevognsbus og en lejlighed på 15 kvadratmeter – og det var også på alle måder vidunderligt.

[For at læse resten af artiklen må du abonnere på Jazz Special som trykt magasin eller Online. www.jazzspecial.dk]

 

Elith “Nulle” Nykjær på Copenhagen Jazz Festival 2014:

Fredag den 4. juli, 21:00: Nulle & Verdensorkesteret → Huset-KBH, Relation

Lørdag den 5. juli, 16:00: Nulle & Verdensorkesteret → Vandkunsten

Søndag den 6. juli, 16:00: Emil de Waal & Nulle m. DMA Vinderjazz → Ingolfs Kaffebar

Onsdag den 9. juli, 19:00: Emil de Waal Trio feat. Nulle Karens Minde Kulturhus

Fredag den 11. juli, 16:00: Emil de Waal Trio feat. Elith “Nulle” Nykjær (DK/SE) → Østerfælled Torv

Lørdag den 12. juli, 21:00: Nulle & Verdensorkesteret → Sofiekælderen