Latinamerikanske stjerneskud og danske profiler under åben himmel til Jazz by the Sea


Publikum til Copenhagen Jazz Festival kan med lidt held se frem til en række solrige aftener i musikkens tegn, når det årlige tema Jazz by the Sea vender tilbage til Kulturhuset Islands Brygge.

Med et bredt udbud af alt fra en cubanske legende, opdateret folkemusik og nostalgiske fortolkninger af gammel film- og tv-musik til sydamerikansk soul og danske vokalnavne burde der være noget for de fleste under Jazz by the Sea. Blandt de optrædende kunstnere finder man både Carsten Dahl, Pierre Dørges jungleorkester, den cubanske legende Arturo Sandoval og danske Sinne Eeg samt flere andre.

Fredag den 1. juli, 20:00 → Carsten Dahl plays Sting // KØB BILLET
Lørdag den 2. juli, 20:00 → Levende Billeder feat. Emil de Waal, Fuzzy m. fl. // KØB BILLET
Søndag den 3. juli, 20:00 → Pierre Dørges New Jungle Orchestra feat. Povl Dissing & Kirk Knuffke (DK/US) // KØB BILLET
Mandag den 4. juli, 20:00 → Sinne Eeg Group // KØB BILLET
Tirsdag den 5. juli, 20:00 → Arturo Sandoval Sextet (CU) // KØB BILLET
Onsdag den 6. juli, 20:00 → Bjonko Balkan Beats // KØB BILLET
Torsdag den 7. juli, 20:00 → Dreamers’ Circus // KØB BILLET
Fredag den 8. juli, 20:00 → Sidestepper (COL/UK) // KØB BILLET
Lørdag den 9. juli, 20:00 → Marilyn Mazur “Shamania” // KØB BILLET

 

arturoCOLORPHOTOS2

 

Latinamerikanske stjerneskud over Islands Brygge

På programmet til årets Jazz by the Sea finder man to stærke navne fra Syd- og Mellemamerika. Det drejer sig om den vidt anerkendte cubanske trompetist Arturo Sandoval og den britisk-colombianske kvintet Sidestepper.

Den cubanske trompetist og komponist Arturo Sandoval er ét af de største navne overhovedet i afrocubansk musik. Sandoval er født i Havana i 1949, medstifter af det legendariske Irakere, og var én af de første til at bringe latinjazz til USA. I en karriere, der strækker sig over seks årtier og har fusioneret latin, jazz, rock og pop, har han spillet med så forskellige kunstnere som Frank Sinatra, Stan Getz, Woody Shaw, Alicia Keys – og selvfølgelig på flere af læremesteren Dizzy Gillespies store plader. Nu vender Arturo Sandoval tilbage til Jazz by the Sea med sin sekstet, der er kendt som et fantastisk og medrivende liveband.

Sidestepper har dybe rødder i en afrocolombiansk musiktradition, hvor bevægelse og organiske rytmer driver musikken fremad. Samtidigt peger Sidesteppers musik udover snævre musikalske grænser og bruger den musikalske tradition som afsæt for at eksperimentere med alverdens genrer og udtryk. Deres mangfoldige og eventyrlystne lydunivers undersøger alt fra drum and bass, rap og dub til salsa, latin, cumbia og blues. Der er fest, glæde og tankevækkende musik i vente, når de fem dygtige musikere gæster Jazz by the Sea.

 

Gamle kendinge og stærke vokaler

Lige så eklektiske er guitarist Pierre Dørges New Jungle Orchestra, der til årets Jazz by the Sea får følge af ingen ringere end sanger Poul Dissing og den amerikanske trompetmester Kirk Knuffke. Repertoiret vil bestå af danske sange – et udsnit af sangene fra orkestrets album “Zoo Sange” og desuden sange af blandt andre C.V. Jørgensen, Per Nørgaard og mange flere.

Også den danske stjernevokal Sinne Eeg er at finde på programmet. Eeg har efterhånden markeret sig som en af de allerbedste jazzsangere i Europa og er godt på vej til at bryde igennem i blandt andet USA, hvor hun gennem de seneste år har spillet et utal af koncerter til flotte anmeldelser. Ved denne koncert kan man opleve et stærkt hold bestående af ikke mindre end fire Ben Webster Prisvindere på samme scene, nemlig bassist Lennart Ginman, pianist Jacob Christoffersen og trommeslager Morten Lund, foruden Sinne Eeg selv.

Af alle de talentfulde unge orkestre, der er kommet ud af den aktuelle danske folkemusik-renæssance, er der næppe nogen så betagende som Dreamers’ Circus, der også gæster Jazz by the Sea i år. Omdrejningspunktet er skandinavisk folkemusik, men med en organisk og flydende lethed svæver Ale Carr, Rune Tonsgaard Sørensen og Nikolaj Busk igennem et cirkus af temaer, harmonier og hårdtsvingende grooves, og lader konstant musikken føre ud i nye afkroge.

 

Minder fra fortidens musik

Genkendelige temaer er der sandsynligvis også nok af, når gruppen Levende Billeder, der tæller ingen ringere end Emil de Waal, Fuzzy, Gustaf Ljunggren og Lars Greve, giver sig til at optrevle 1970’ernes og 80’ernes store danske sangskat fra dansk film og tv. Levende Billeder er et generationsmøde mellem kunstnere, der brænder for denne musik: Nogen der var der, da musikken blev skrevet, nogen der skrev musikken, nogen der har elsket musikken i årevis, og nogen der lige har lært den at kende.

Endelig finder man et af årets helt store tilløbsstykker på Bryggen – Marilyn Mazur “Shamania”. Marilyn Mazur skabte den skandinaviske supergruppe Shamania til en særkoncert på Copenhagen Jazz Festival 2015 med medlemmer fra blandt andet 1980’ernes Primi Band. Blandt de så forskellige musikalske kapaciteter finder man vokalisterne Sissel Vera Pettersen og Josefine Cronholm, freejazz-saxofonist Lotte Anker, trommeslager Lisbeth Diers og den norske danser Tine Erica Aspaas foruden Marilyn Mazur selv, som blev verdenskendt for sit samarbejde med Miles Davis og Jan Garbarek. Shamania præsenterer en helt frisk version af idéerne fra Primi: et rituelt, organisk, kakofonisk og vildtvoksende kvindeligt fællesskab omkring urkraft/stemmer/rytme/energi og bevægelse. Mazurs nyeste worldjazz-projekt er både musikalsk og visuelt noget ud over det sædvanlige.

World og lokale traditioner er også en vigtig del af festen, når dansk-makedoniske Bjonko fremfører sine opløftende Balkan Beats. Bjonko har i tidens løb samarbejdet med en lang række af nogle af de mest kendte navne i dansk mainstream-musik. Folk som Klamfyr fra rapgruppen Suspekt og ikke mindst sangerinden Fallulah har begge nydt godt af blæserens Balkan-fremkaldende toner. Også landets tv-kiggere har stiftet bekendtskab med Bjonko og hans gyngende gruppe af talenter – i serien ”1864” udgør de nemlig den lille gruppe af sigøjnere, der ”jammer” med de ængstelige sønderjyder.

Åbningsaftenen står en af Danmarks bedste pianister, Carsten Dahl, for, når han fredag den 1. juli fortolker et udpluk af verdensstjernen Stings sange. I 2011 gik Dahl i musikalsk krig med islandske Björk, hvilket høstede ham store roser fra blandt andre Gaffa. Carsten Dahl har i en årrække været en af landets fremmeste jazzudøvere, ikke mindst i trioen GinmanBlachmanDahl.

 

Bryggens Spisehus serverer grill og tapas før koncerten til Jazz by the Sea

Maden vil kunne afhentes fra kl 17:00. Alle fire udbudte retter koster 150 kr. Maden kan forudbestilles på Billetlugen.dk eller købes på dagen.