Musikernes jazzfestival – Jacob Anderskov


I et forsøg på at skabe overblik over festivalens store udbud af koncerter og særlige tiltag har Copenhagen Jazz Festival allieret sig med en udvalgt skare af fyrtårne og videnpersoner inden for jazzen – for hvem kender jazzen bedre end jazzen selv? En række musikere, journalister og komponister har alle givet deres helt personlige bud på mulige højdepunkter under Copenhagen Jazz Festival lige fra specifikke koncerter og særlige spillesteder til gode hyggekroge, hvor man kan hvile ørene midt i al musikken.

Pianist og komponist Jacob Anderskov er en af de mest produktive jazznavne herhjemme. Siden debuten i 2001 er det blevet til hele 20 udgivelser som bandleder. Anderskov har modtaget et væld af priser samt roser fra den internationale presse. Med årene er Jacob Anderskovs musik gået i retning af mere præcist komponerede værker, der lægger sig i et moderne spændingsfelt mellem improvisation, ny kompositionsmusik, jazz, folklore og klassisk. Under Copenhagen Jazz Festival 2016 kan Jacob Anderskov opleves i en lang række enestående konstellationer, mange af dem med andre åndsfæller fra den eksperimenterende del af jazzen – ikke mindst folk fra pladeselskabet og musikkollektivet ILK, der huserer på spillestedet 5e i Kødbyen, og som Anderskov var med til at grundlægge.

 

Jacob Anderskov anbefaler på Copenhagen Jazz Festival 2016

Alexander von Schlippenbach/Mahall/Tom i Understrøm Kvarterhuset den 8/7, kl. 20:00 – LÆS MERE

Alexander von Schlippenbach har været foregangsmand i skabelsen af den mere radikale ende af den europæiske jazz siden 60’erne. Han er efterhånden en ældre herre, men spiller flere gange på festivalen i år. Jeg anbefaler at høre ham på Kvarterhusets flygel.

OBS. Alexander von Schlippenbach kan høres i samme opsætning med tilføjelsen af Adam Pultz Melbye i Christianshavns Beboerhus den 9/7, kl. 22:30.

 

Johanna Borchert & Band (DE/DK) i Den Sorte Diamant den 7/7, kl. 20:00 – LÆS MERE

Min tidligere elev fra Rytmisk Musikkonservatorium, pianist og sangerinde Johanna Borchert, er flyttet tilbage til Tyskland, hvor priserne i disse år vælter ind over hende – som fortjent, kunne man tilføje.

 

Yes Deer (DK/NO/SE) på Niels Hemmingsens Gade den 5/7, kl. 19:00 – LÆS MERE

Jazzens fremtid tegner lys, så længe der kommer unge bands, som redefinerer, hvordan jazzen lyder, måske endda hvad jazz overhovedet er. Få bands gør det så overvældende som Yes Deer.

 

Hangouts

Led også efter dit foretrukne hangout-sted med live musik, som måske endda kan være dér, hvor du spiser din aftensmad mellem koncerterne. Intet slår 5E på Slagtehusgade 5e nær Halmtorvet på Vesterbro, hvor der typisk er festivalbiksemad og ultra-happening musik fra kl. 16 til efter midnat hver dag. Andre bud kunne være Balders Plads, Koncertkirken, Gaarden & Gaden, Christianshavns Beboerhus, Christianias Børneteater, Gallery Bohème og mange andre.

 

Her kan du høre Jacob Anderskov på Copenhagen Jazz Festival 2016

Fredag 1/7, kl. 21:00 – Old News feat. Randi Laubek, Nulle, Band Ane m.fl., Amager Bio
Lørdag 2/7, kl. 22:00 – Jacob Anderskovs AntiOxidanterne, KoncertKirken
Søndag 3/7, kl. 22:00 – Tranberg-Anderskov-Helm-Arends (DK/DE), KoncertKirken
Mandag 4/7, kl. 21:30 – Anderskov/Tranberg/Arends/Helm + Lotte Anker, Simon Toldam, Ståle Solberg, 5e
Tirsdag 5/7, kl. 21:00 – Banke-Anderskov-Helm-Arends (DK/DE), Mellemrummet
Onsdag 6/7, kl. 21:30 – Den Sidste Turist (US/ITA/DK) + Anderskov – Kinetics, 5e
Torsdag 7/7, kl. 19:00 – Marc Bernstein and Good People feat. Sinne Eeg, Jazzcup
Lørdag 9/7, kl. 16:00 – Il Sogno + Henrik Walsdorff and ILKs, 5e
Lørdag 9/7, kl. 23:00 – Nakskovklubben + Anderskov Continuum, 5e
Søndag 10/7, kl. 14:00 – Devin Gray takes over the World feat. Jacob Anderskov (DK/US), Gallery Bohème
Søndag 10/7, kl. 20:00 – ZAKS (Zeuthen-Anderskov-Kielsgaard-Skovbakke), 5e

 

Copenhagen Jazz Festival har eksisteret siden 1979 og er én af Europas største jazzfestivaler. Den 38. udgave af Copenhagen Jazz Festival tæller mere end 1300 koncerter fordelt på 120 spillesteder den 1.-10. juli 2016. Info & program: www.jazz.dk/koncerter