Copenhagen Jazz Festival 2026 siger tak for i år
Søndag aften sluttede en forrygende 47. udgave af Copenhagen Jazz Festival. Med godt 1200 koncerter på 10 dage understregede Københavns ældste musikfestival endnu engang sin position som en favnende, uomgængelig kulturbegivenhed, der både har fat i københavnerne og masser af tilrejsende. For som Information skrev før festivalen, så “fortsætter jazzen selv med at være en verden med åbne grænser, hvor der ikke kræves pas, men kun en god portion musikalsk nysgerrighed for at få indrejse.”
Tak til alle musikerne – danske som internationale, tak til mere end 120 deltagende venues og arrangører, tak til festivalens frivillige og alle ildsjælene ude på spillestederne – og særlig tak til publikum for at være ekstra mange i år.
Tusind tak til Statens Kunstfond, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Augustinus Fonden, Frederiksberg Fonden, A.P. Møller Fonden, Kemp Lauritzen Fonden, Hoffmann & Husmans Fond, William Demant Fonden, Ben Webster Fonden, Dansk Tennis Fond og Gangstedfonden, der for 47. gang gjorde det muligt at gennemføre så stor og mangfoldig en musikbegivenhed i jazzens København.
Vi ses igen til Vinterjazz i februar – og naturligvis til 48. udgave af Copenhagen Jazz Festival i juli 2027.