Studie 2 åbner med internationale overraskelser under Copenhagen Jazz Festival 2016


Copenhagen Jazz Festival præsenterer for første gang i forbindelse med 2016-festivalen et internationalt program i DR Koncerthusets Studie 2, der vil danne ramme om fem festivalaftener med nye internationale artister, der alle sætter jazzen i en nutidig ramme. Oplev blandt andre den belgiske sanger/klassiske fløjtenist Melanie De Biasio, ‘et sangtalent af en anden verden’ i form af Lizz Wright og to brasilianske navne, Bixiga 70 og Ed Motta, som blander henholdsvis afrobeat og soul med den brasilianske musik.

I efteråret 2015 stod Copenhagen Jazz Festival og DR Koncerthuset bag en koncertrække med nye stjerner som Kamasi Washington, Cory Henry og Cecile McLorin Salvant, og det er dette interessante mellemlag af eksplosive og uventede artister, som nu finder sin plads i Studie 2, der er bygget med optimale akustiske rammer til DR Big Bandet og større festivalproduktioner. Tidligere har Studie 2 også været main venue på Vinterjazz-festivalen med Joshua Redman, Cristina Branco med flere.

Studie 2 – præsenteret af Copenhagen Jazz Festival og DR Koncerthuset:
Tirsdag 5/7, GoGo Penguin (UK) – INFO // BILLETTER
Onsdag 6/7, Melanie De Biasio (BE) – INFO // BILLETTER
Torsdag 7/7, Bixiga 70 (BRA) – INFO // BILLETTER
Fredag 8/7, Lizz Wright (US) – INFO // BILLETTER
Lørdag 9/7, Ed Motta (BRA) – INFO // BILLETTER

Billetsalget er startet til alle fem aftener. Bemærk, at nogle af koncerterne er i salg som ståpladser og andre som unummererede siddepladser.

 

Ed Motta (BRA)

Der er tale om en af nyere brasiliansk musiks absolut største stjerner. Den sydamerikanske multiinstrumentalist Ed Motta er intet mindre end et fænomen på den brasilianske musikscene – mandens over 400.000(!) begejstrede fans på Facebook og hans samling af overrumplende anmeldelser taler deres tydelige sprog.

Her til lands er det knap ti år siden, han sidst var på besøg, men det retter Copenhagen Jazz Festival nu op på, når DR Koncerthusets Studie 2 åbner dørene for Mottas varme brasilianske souljazz under årets festival.

Den brasilianske sanger og multiinstrumentalist Ed Motta har lært folk at danse til sine soulede popkompositioner siden midt-80’erne. Soul, jazz, bossanova, tango og 1970’ernes svedende funk er hovedingredienserne i Mottas lydunivers, der især trækker linjer til den amerikanske jazzrock-duo par excellence, Steely Dan.

Ed Mottas seneste album, Perpetual Gateways, udkom i begyndelsen af februar i år. Det er Mottas tolvte studiealbum, og udgivelsen er befolket af en række af den amerikanske vestkysts fremmeste studiefolk som Marvin ”Smitty” Smith og keyboardspilleren Greg Phillinganes. Pladen er en sand rejse gennem Ed Mottas helt særlige verden, hvor man både finder plads til gyngende groovy funkekskursioner, kærlighedsballader og energiske jazzridt.

”I feel this is my best work to date and truly a dream come true. I would never have believed to be making such a record with such a cast of great musicians and to enjoy the process like I did. I just hope this energy and excitement and the humbling presence of these musicians comes across on the songs of this album”, siger Ed Motta om pladen.

 

GoGo Penguin (UK)

Den nyskabende, engelske klavertrio GoGo Penguin er endelig brudt gennem lydmuren med deres stærke blanding af elektronik og klassiske jazzdyder – deres første album på Blue Note udkom i februar, og verden venter for fødderne af de tre virtuose genrejonglører.

Et af den ekvilibristiske gruppes næste mål er Copenhagen Jazz Festival 2016. Her lægger GoGo Penguin vejen forbi DR Koncerthusets Studie 2, hvor de får rig mulighed for at at overrumple publikum med deres særegne blanding af jazz, electronica og moderne kompositionsmusik.

For godt nok er GoGo Penguin først og fremmest en klavertrio med afsæt i jazzen, men det forhindrer ikke gruppens nysgerrige medlemmer i at trække på et bredt arsenal fra den elektroniske musik – her er alt fra knækkede breakbeats, nostalgiske arkadespilslyde, hypnotiske melodier á la Aphex Twin og rumlende lave frekvenser. Gruppens unikke lyd er tidligere blevet kaldt ”akustisk electronica”, og det er ikke meget galt.

De fleste af GoGo Penguins kompositioner begynder nemlig som en skitse i trommeslager Rob Turners computer. Siden er det op til den samlede gruppe, der foruden Turner tæller bassist Nick Blacka og pianist Chris Illingworth, at oversætte de digitale stumper til det helt særegne udtryk, der har drevet GoGo Penguin frem gennem utallige koncerter verden over siden debuten i 2012.

 

Bixiga 70_III_Press

Bixiga 70 (BRA)

De har taget et helt kontinent med storm og blev opdaget af det danske publikum til en fantastisk koncert på Roskilde Festival 2013. Brasilianske Bixiga 70 er et af vor tids mest sammenspillede og medrivende afrobeat-orkestre, der turnerer hele verden i storformat, blandt andet med fusionsgruppen Snarky Puppy.

Under årets Copenhagen Jazz Festival får festivalpublikummet mulighed for at mærke Bixiga 70s storsvingende smeltedigel på egen krop, når Copenhagen Jazz Festival og Global byder gruppen velkommen i DR Koncerthusets Studie 2.

Det ti mand store orkester fra São Paulo byder på en gennemført groovy fusion af afrikanske og latinamerikanske stilarter. Orkestrets navn såvel som musikalske ånd har udgangspunkt i afrobeat-kongen Fela Kutis legendariske Africa 70, men Bixiga 70 er aldrig i nærheden af blot at være et “tribute band” og hyldes internationalt som et af de mest originale bud på moderne afrobeat. Med elementer af alt fra brasiliansk folkemusik over malinké-rytmer fra Guinea til amerikanskeblaxploitation-soundtracks skaber de et genrekrydsende mix, som det er umuligt at stå stille til.

Udover at være en hyldest til Africa 70, referer orkestrets navn også til kvarteret Bixiga i det centrale São Paulo, hvor medlemmerne fandt sammen i 2010. Bixiga 70, hvis ti medlemmer har baggrunde inden for genrer som avantgarde-pop, jazz og brasiliansk musik, er indbegrebet af de kulturelle blandinger og den spirende DIY-kreativitet, som deres hjemkvarter er berømt for.

 

Melanie De Biasio

Melanie De Biasio (BE)

Copenhagen Jazz Festival og DR Koncerthuset kan med stor glæde præsentere Melanie De Biasio for første gang i Danmark.

Æret i sit hjemland Belgien og ofte omtalt som den belgiske Billie Holiday. Den klassisk uddannede fløjtenist og sanger Melanie De Biasio er lige siden udgivelsen af albummet No Deal blevet omtalt af Gilles Peterson som én af de mest spændende kunstnere i jazzverden.

Hun har turneret over hele kloden med sin fortryllende stemme, som er fyldt med varme og mørke følelser på én og samme tid. Det musikalske univers trækker klare referencer til Nina Simone på den ene side og Sade på den anden, og samtidig har det en snert af Velvet Underground over sig.

Melanie De Biasio er vokaljazz med stor passion, og musikken er hypnotiserende og til tider næsten trancelignende, forførende og fyldt med skæbne og lidelse. Stemmen overskrider næsten alle grænser, når hun giver sig fuldt ud. Det er solidt jazzhåndværk, der skal opleves live, hvor det hele omkranses af et solidt groove leveret af bandet.

 

Lizz Wright (US)

Copenhagen Jazz Festival & DR Koncerthuset præsenterer amerikansk “sangtalent af en anden verden”, når Lizz Wright kommer til København med Freedom & Surrender – et album, der er skabt i hænderne på Joni Mitchell-producer Larry Klein.

Sammen med Cécile McLorin Salvant og Esperanza Spalding er Lizz Wright ikke til at komme uden om, når man snakker om den nye generation af jazzsangerinder i USA. Fælles for dem er, at de er ekstremt personlige sangskrivere, som er med til at forny vokaljazzen med stor respekt for den især afroamerikanske kulturarv og give det ny energi med inspiration fra andre genrer.

Den 36-årige jazz-sangerinde og sangskriver Lizz Wright voksede op som præstedatter i Georgia med gospel, blev teenager med blues og trådte ind i voksenlivet med jazz. Hendes gribende smukke og rygradsrislende altstemme går lige i hjertet, uanset hvad hun synger. Få af nutidens sangerinder kan som Lizz Wright formidle en sang så hvert ord giver mening, så man fornemmer den iboende smerte og inderlighed. Hun har tidligere gæstet Copenhagen Jazz Festival med Nina Simone-hyldestkoncerten (med Dianne Reeves og Angelique Kidjo) og senest med eget band på Sølyst, hvor hun blev udråbt til “et sangtalent af en anden verden” ved en koncert, der fik seks ud af seks stjerner i GAFFA.

Denne gang er hun aktuel med albummet “Freedom & Surrender”, der også er hendes debut på det anerkendte amerikanske label Concord Records. Albummet blev skabt i samarbejde med den Grammy-vindende producer Larry Klein, som især er kendt for sit mange-årige samarbejde med Joni Mitchell (med hvem han var gift og lavede “Both Sides Now”), samt artister som Herbie Hancock, Freddie Hubbard og Tracy Chapman. Sammen med Larry Klein og sangskriver J. D. Souther har Lizz Wright skrevet albummets smør-ballade “Right Where You Are”, som er en duet med kometen Gregory Porter, der også er at finde på Copenhagen Jazz Festival 2016.

Lizz Wright har optrådt på alle de store jazzfestivaler verden over i de seneste år, og den 8. juli indtager hun Studie 2 i DR Koncerthuset. Der venter med andre ord en aften med ballader, gospels og standarder i jazzens og næstekærlighedens tegn.

 

Om Copenhagen Jazz Festival

Copenhagen Jazz Festival har eksisteret siden 1979 og er én af Europas største jazzfestivaler. Den 38. udgave af Copenhagen Jazz Festival tæller mere end 1300 koncerter fordelt på 120 spillesteder den 1.-10. juli 2016.