Athletic Progression tager på turné med nyt materiale under Vinterjazz 2021


Fremadstormende Athletic Progression er et af de mest roste og hypede, nye danske jazzbands og fusionerer stilbevidst groovy jazzkompositioner med analoge hiphop-beats, funk og soulede harmonier. Oplev dem på turné rundt i landet på Vinterjazz 2021

Den aarhusianske trio består af Jonas Cook på keyboard, Jonathan J. Ludvigsen på trommer og Justo Gambula på bas. De har hver især nørdet sig frem på deres respektive instrumenter inden for forskellige genrer, og sammen har de fundet frem til en lyd, der både fornyer jazzen, bryder med genrekategorierne og udfordrer grænserne for hiphop. I 2019 udsendte Athletic Progression deres debutalbum “Dark Smoke” med inspiration fra navne som J Dilla, Herbie Hancock og Flying Lotus.

Trioen har blandt andet optrådt på den anerkendte Reeperbahn Festival Hamborg, samt spillet i såvel London som Bergen og Amsterdam – foruden en lang række koncerter på de hjemlige scener og festivaler. Gruppen arbejder for tiden på et nyt album, der udkommer i begyndelsen af 2020 og i den forbindelse drager de tre musikalske kammerater på en dansk turné under Vinterjazz 2021 – OBS: flere datoer følger.

Se alle Athletic Progressions foreløbige koncerter på Vinterjazz 2021

 

Vinterjazz er en landsdækkende musikfestival, der finder sted i sin 21. udgave den 5.-28. februar 2021. Festivalens line-up offentliggøres løbende på www.jazz.dk/vinterjazz-2021/program. Tak til Nordea-fonden og Statens Kunstfond.