Oplev Teitur i tre af landets smukkeste kirker under Vinterjazz 2021


Teitur er en dybt original personlighed på den nordiske musikscene. Under Vinterjazz 2021 præsenterer han sine største sange og salmer i helt nye arrangementer, når han sammen med Aarhus Jazz Orchestra besøger tre af landets smukkeste kirker i februar

Færøske Teitur har gennem de sidste 17 år skrevet og udgivet en række meget roste værker og albums, vundet flere Danish Music Awards – blandt andet som Årets Danske Sanger – og spillet koncerter i hele verden.

Under Vinterjazz 2021 indleder Aarhus Jazz Orchestra og den færøske sanger og komponist et unikt kunstnerisk samarbejde, hvor Teiturs magiske og smukke sange kan opleves i nye, særligt tilrettelagte arrangementer, udarbejdet af komponisten selv. I udvalgte kirker i Danmark opfører Aarhus Jazz Orchestra og Teitur både helt nye sange, samt et udvalg af Teiturs salmer fra Kirkesangbogen som blev udgivet i 2017. Koncerterne er en enestående mulighed for – med kirkerummet som ramme – at opleve et nysgerrigt og sanseligt musikalsk møde mellem et af Danmarks førende jazzorkestre og en sangskriver i international klasse.

De nye sange er skrevet med inspiration fra brevudvekslinger og oplevelser omkring et posthus under corona-nedlukningen. På den måde er de en musikalsk fortolkning af den særlige situation, som en stor del af verden har gennemlevet i foråret og sommeren 2020.

Teitur er kendt for sin bløde og varme stemme, som til koncerterne smelter sammen med messing- og træblæs, ledsaget af kirkernes kor. De nye arrangementer, skabt af Teitur selv, er udarbejdet specielt til kirkerummenes særlige akustik og arkitektur.

Oplev Aarhus Jazz Orchestra & Teitur // The Post Situation – Songs from Corona Times i følgende kirker under Vinterjazz 2021:

Onsdag 24/2, kl. 19:30 – Budolfi Kirke, Aalborg
Læs mere / Køb billet

Torsdag 25/2, kl. 20:00 – Brorsons Kirke, Kbh N
Læs mere / Køb billet

Fredag 26/2, kl. 17:00 – Aarhus Domkirke
Læs mere / Køb billet

Koncerterne er en del af Vinterjazz – en landsdækkende musikfestival, der fejrer jazzen og udforsker dens mange forgreninger. Vinterjazz 2021 finder sted den 5.-28. februar. Læs mere om festivalen på www.jazz.dk