Vinterjazz Highlights #2 – Ny overdådig festivaluge med kunstnerisk og geografisk spændvidde
En ny mangfoldig uge på den landsdækkende Vinterjazz er i gang. Publikum kan bl.a. se frem til et tætpakket midtugeprogram med internationale gæster som Fabrizio Bosso, Gilad Hekselman og Adam Ben Ezra – hvor også Makiko Hirabayashi feat. Marilyn Mazur, Jakob Bro/Palle Mikkelborg, Eeg/Fonnesbæk, Karlzon/Koppel og Lis Wessberg tjekker ind på årets Vinterjazz. Hold også øje med ugens unge jazznavne som Nissen Mosh, Caktus, Hvalfugl og udforskende eksperimentalister som Josefine Opsahl, Mija Milovic, Yngel & Halvcirkel.
Se alle koncerter: www.jazz.dk/program
Find spillested: www.jazz.dk/spillesteder
Download app: www.jazz.dk/app
Følg løbende med her på Jazz.dk for at læse mere om udvalgte koncerter og lokale tiltag på den landsdækkende Vinterjazz. Du kan i øvrigt holde dig opdateret om eventuelle programændringer på Jazz.dk og i Vinterjazz-appen.
Vinterjazz Highlights #2, 7.-10. februar
Anden uge af Vinterjazz er et tydeligt bevis på, at festivalen rummer både den kunstneriske og geografiske bredde. Mandag 7. februar kan man opleve vokaljazz af internationalt format med Sinne Eeg & Thomas Fonnesbæk på festivalens østligste spillested, Svanekegaarden (Bornholm), mens saxofonist Maria Dybbroes prisnominerede dobbelttrio Caktus giver koncert på Vestjyllands Højskole i Ringkøbing.
I Odense kan man høre den israelske newyorker-guitarist Gilad Hekselman med sin egen trio på Dexter torsdag 10. februar og den populære italienske trompetist Fabrizio Bosso på Frølageret samme aften, mens bassist Adam Ben Ezra rejser fra Hotel Cecil 8. februar til Dexter 9. februar. Publikum kan også se frem til en spændende åbningsaften på koncertsatsningen Odense Vinterjazz onsdag den 9. februar med Makiko Hirabayashi Trio feat. Marylin Mazur og den unge berliner-gruppe Nissen Mosh.
Derudover præsenterer Odense Musikbibliotek og Teater Momentum to nyslåede samarbejder hhv. mellem guitaristerne Yngel og strygekvartetten Halvcirkel den 8. februar, samt den DMA-jazz nominerede gruppe Maraton og bassist Ida Duelund den 10. februar.
I Svendborg er der også fyldt op med hovednavne i anden festivaluge med hhv. Karmen Roivasepp & Abekejser (tirsdag 8. februar), Kathrine Windfeld Sextet (onsdag 9. februar) og Jakob Bro/Palle Mikkelborg “Returnings” (torsdag 10 februar), og på Tobaksgaarden i Assens kan publikum se frem til Chris Minh Doky & New Nordic Jazz (10. februar) med Poul Reimann og Jonas Johansen.
Albumaktuelle Lis Wessberg præsenterer “Yellow Map” hos Paradise Jazz – efter 30 års indsats som sidewoman (bl.a. på 40 albums) udgav hun i efteråret sit første album som kapelmester/komponist, beskrevet som “et stilsikkert møde mellem det akustiske instrument og det elektroniske udtryk.” Benjamin Koppel markerer med sin kvartet 100 år for Oscar Pettiford (1922-1960), der flyttede til København i 1958 og var en af beboppens helt store stilskabere inden sin alt for tidlige død. Desuden giver Koppel duokoncert med den svenske tangentbokser Jacob Karlzon i Prøvehallen.
I denne uge kan man desuden opleve en af de helt store kvindelige sangere fra Irland, Eleanor Shanley i følgeskab med guitarist John Feely (IRL) på KU.BE, Alexander Kraglunds hyldest til den brasilianske musik Violí Violã på BIBLIOTEKET Rentemestervej, og den altid velspillende Jan Kaspersen Quintet i Lyngby-Taarbæk Jazzklub.
Den dansk/montenegrinske musiker Mija Milovic præsenterer med sit storband “nye sange som bevæger sig mellem melodisk sangskrivning, lineære ballader, improvisation og længere tekstuelle udlægninger” i Koncertkirken 9. februar (Karensminde Kulturhus den 11. februar), og på teaterscenen Xenon kan man opleve solokoncerter med Emil Palme (Baujillaud, Yngel, Bona Fide, Lunden) og Josefine Opsahl, der forener sin klassiske musikalske baggrund med en nybrydende åbenhed til lyd, genre, udtryksformer og til sit hovedinstrument celloen. Det foregår den 10. februar i Huset.
Læs mere og køb billet til de omtalte koncerter – her
Vinterjazz er en landsdækkende musikfestival, der fejrer jazzen og udforsker dens mange forgreninger. Vinterjazz 2022 finder sted på 150 venues den 3.-27. februar. Tak til Nordea-fonden og Statens Kunstfond.